Europas sprog tilhører med få undtagelser den indoeuropæiske sprogæt. De fordeler sig geografisk med romanske sprog i vest og syd, foruden rumænsk på Balkan, baltiske og slaviske sprog i øst og germanske i nord og vest.
Af de mindre udbredte indoeuropæiske sprog findes de keltiske i det vestlige Irland og Skotland samt i Wales og Bretagne, og græsk og albansk i sydøst. Herudover tales der især i Centraleuropa jiddisch af jøder og romani af romaer.
De ikke-indoeuropæiske sprog i Europa er fx samisk, finsk, estisk og ungarsk, som alle tilhører den finsk-ugriske sprogfamilie, baskisk, som er et isoleret sprog, det semitiske sprog maltesisk og tyrkisk i den europæiske del af Tyrkiet og spredt på Balkan.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.