strukturalistisk litteraturforskning

Strukturalisme er en betydningsfuld strømning inden for den semiotiske litteraturforskning (se semiotik), som i særlig grad er påvirket af lingvistikken. Termen blev præget af Roman Jakobson i 1929. Den studerer den litterære tekst som systemer af tegn, der selv består af udtryk og indhold. Der fokuseres således på teksterne selv, mens spørgsmålene om deres reference og deres kommunikationssituation sættes inden for parentes.

Sprogvidenskabsmændene Saussures og Hjelmslevs påstand om, at sproget skal studeres som et system af interne afhængigheder, hvor det gælder om at finde "systemet bag forløbet", og Roman Jakobsons syn på poetikken som en del af sprogvidenskabens arbejdsområde påvirkede litteraturvidenskaben meget. Og i forlængelse af den sprogvidenskabelige strukturalisme har den litteraturvidenskabelige primært to arbejdsfelter: værkanalysen og analysen af mere almene strukturer, først og fremmest analysen af genrekonventioner.

Den strukturalistiske værkanalyse opdeler teksten i en række niveauer (fx lyd, metrum, syntaks, semantik), og hvert niveau søges udtømmende beskrevet ved at bestemme dets mindsteelementer, defineret som sæt af ligheder og forskelle (dets leksikon) og reglerne for deres kombination (dets grammatik). Derefter beskrives sam- eller modspillet mellem de forskellige niveauer (fx har ordsproget "højt at flyve, dybt at falde" en parallel opbygning mht. lyd og syntaks, mens der indholdsmæssigt er tale om modsætninger). Den strukturelle værkanalyses ambition er at vise, hvorledes den litterære tekst udgør et kompliceret netværk af forbindelser inden for og på tværs af forskellige niveauer, og hvorledes både tekstens betydning og dens kunstneriske effekt er produktet af hele dette samspil, fordi helheden er mere end summen af delene.

Strukturalismen holder sig dog ikke kun til enkeltværket. Den søger også at påvise de systemer, der ligger bagved og er (delvis) manifesteret i de enkelte værker (ligesom et naturligt sprogs grammatik styrer og er nærværende i de enkelte sætninger). Målet er at beskrive poetiske konventioner på forskelligt generalisationsniveau, herunder almene retoriske, narratologiske og semantiske forhold. Opbygningen af teksten ved hjælp af ligheder, forskelle, parallelismer og symmetrier er mere gennemført i litterære end i ikke-litterære tekster. Strukturalismen studerer også konventioner, der er specifikke for enkelte genrer på givne tidspunkter (folkeeventyret, der har været ivrigt studeret, tragedien i Frankrig i 1600-t., den angelsaksiske kriminalroman i 1900-t. etc.). Studiet af mere eller mindre almene, konventionelle strukturer er vigtigt, både fordi det blotlægger de sproglige og kognitive modeller, der "ligger bagved" og er med til at skabe den enkelte tekst, og fordi det kun er på baggrund af viden om disse mere almene forhold, at den enkelte teksts særpræg kan bedømmes. Den russiske formalisme (V. Sjklovskij, B.M. Ejkhenbaum, R. Jakobson mfl.) kan ses som den første begyndelse til strukturalismen.

Prager-strukturalismen (J. Mukařovský, R. Wellek, R. Jakobson mfl.) og nykritikken (C. Brooks, J.C. Ransom, W.K. Wimsatt, M.C. Beardsley mfl.) er begge forskellige former for strukturalisme. Blandt andet pga. den voksende emigration i forbindelse med nazismen og kommunismen blev der i 1940'ernes og 1950'ernes amerikanske lingvistik og litteraturforskning tale om en gensidig påvirkning mellem amerikansk og slavisk strukturalisme. Og i 1950'erne i Frankrig blev disse impulser afgørende for opblomstringen af strukturalismen inden for humaniora (C. Lévi-Strauss i antropologien, L. Althusser i marxismen, J. Lacan i psykoanalysen). I den franske litteraturvidenskab stod strukturalismen meget stærkt med forskere som R. Barthes, A.J. Greimas, T. Todorov og G. Genette. Inden for det slaviske sprogområde har strukturalismen trods politisk forfølgelse holdt sig levende, fra den russiske formalisme til i dag. Særlig betydningsfuld har den såkaldte Moskva-Tartu-skole fra slutningen af 1960'erne været (J. Lotman, V. Ivanov, V.N. Toporov (1928-2005) mfl.). Fra at være koncentreret om litteraturen har denne skole udviklet en kultursemiotik, dvs. at kulturen studeres som et tegnsystem, der består af en række delsystemer, litteratur, kunst, teologi, historieskrivning, juridiske tekster etc.

I Danmark knyttedes den litteraturvidenskabelige strukturalisme i særlig grad til tidsskrifterne Poetik og Exil fra slutningen af 1960'erne og fremefter (P.Aa. Brandt, N. Egebak, T.K. Grodal, J. Holmgaard (f. 1946), J. Dines Johansen, P. Madsen mfl.).

I 1970'erne blev strukturalismen kritiseret af tænkere med tilknytning til poststrukturalisme og postmodernisme, herunder dekonstruktion (den sene R. Barthes, J. Kristeva, J. Derrida, P. de Man mfl.), for at give statiske beskrivelser, der ikke evnede at indfange den stadige betydningsproduktion og det spil af betydninger, som den aktive læsning resulterer i. Den strukturalistiske analyse, hævdedes det, forsøger at give den ultimative analyse og søger derfor at lukke for yderligere tolkning. Hvorom alting er, hævder strukturalismen sammen med nykritikken sig stadig i den litterære analyse.