Sprogpsykologi er den gren af psykologien, der handler om forholdet mellem sprog, menneskelig bevidsthed og kommunikation. Sprogpsykologi omhandler problemfelter, der berører både psykologi og sprogvidenskab, således som de fremstår fra et psykologisk perspektiv, mens psykolingvistik betegner fælles problemstillinger anskuet fra et lingvistisk perspektiv.

Sprogpsykologien etableres

Sprogpsykologien etablerede sig som forskningsfelt – i lighed med en række andre grænseområder mellem sprog og naboområder – i årene efter 2. verdenskrig. Dens nærmeste faglige baggrund var nok semantikken og bag den igen sprogfilosofien (bl.a. i Tyskland), men udviklingen af feltet skyldtes utvivlsomt, at vigtige overlapninger mellem psykologi og sprogforskning var blevet gradvis mere synlige.

En stimulans var bl.a. Benjamin Lee Whorfs undersøgelser af et sprog, som syntes at forudsætte andre opfattelser af verden og livet end tilvante vestlige. En fascinerende (men falsk) problemstilling inspireret af Whorf var længe, om sproget styrede tanken eller omvendt. Væsentlige sprogpsykologiske emneområder er bl.a. begrebslige kategorier samt sproglig udvikling hos børn.

Sprogpsykologi bliver universitetsfag

I Danmark gjorde Paul Diderichsen i 1963 sprogpsykologi til et fag ved Københavns Universitet. Faget havde grundvidenskabeligt sigte og skulle formidle de to moderfag og dermed bidrage til at danne større og mere kvalificerede helheder. Set fra den ene side er sprogbrug psykologiske processer. Set fra den anden side er psykologien afhængig af sprog, dels fordi den udtrykker sig i sprog, dels fordi en mængde af dens eksperimenter og iagttagelser indbefatter sprogbrug.

Tværvidenskabelighed

Et interessant videnskabspragmatisk træk ved sprogpsykologien er, at det er lykkedes at undgå at dette fundamentalt tværvidenskabelige felt har forskanset sig i en teoretisk og metodisk fikseret skoledannelse, hvorved det har bevaret åbne forbindelseslinjer til begge fagområder.

Parallelt med en udvikling i sprogvidenskaben hen imod større fokus på sprogbrug og sproglig praksis har også sprogpsykologien i tiltagende grad rettet interessen imod psykologiske aspekter af forskellige praksisformer. Et eksempel er beskæftigelsen med de psykologiske mekanismer, der er på spil i samtaler mellem læge og patient.

Et centralt mål for de sprogpsykologiske undersøgelser er at belyse mulighederne for fælles forståelse mellem sprogbrugere, hvor fokus er på intersubjektivitet snarere end rent individuelle psykiske processer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig