Stammen er en funktionsnedsættelse, hvor talerytmen kommer ud af kontrol.
Faktaboks
- Også kendt som
-
balbutio
Stammen er en funktionsnedsættelse, hvor talerytmen kommer ud af kontrol.
balbutio
Symptomer er gentagelser, forlængelser og blokeringer af lyd, stavelser og ord. Sekundære symptomer som medbevægelser, grimasser, skam- og skyldfølelse og manglende selvværd udvikles ofte med tiden og bliver en del af stammemønstret. Stammen kan udvikle sig til et alvorligt kommunikationshandicap.
Stammen begynder oftest i 2-5-årsalderen. 4-5 % af alle mennesker stammer på et tidspunkt i deres livsforløb; af voksenbefolkningen ca. 0,7 %. Der er 3-4 gange så mange mænd som kvinder, der stammer.
Stammen menes at være forårsaget af forskellige faktorer: arvelige, biologiske, talesproglige og psykosociale. Dynamikken mellem disse faktorer og individets samspil med omgivelserne har betydning for, hvordan stammen udvikles og fremtræder hos den enkelte, og hvordan den enkeltes liv påvirkes af stammen.
Stammebehandling af små børn har form af rådgivning og vejledning af barnets omgivelser og i nogle tilfælde legepræget undervisning af barnet. Nøgleordet er tidlig indsats. Ved stammen hos skolebørn, unge og voksne omfatter behandlingen samtale om stammen og bearbejdning af stammesymptomerne. Stammebehandling er overvejende logopædisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.