afasi (sprogtilegnelse)

Afasi er tab eller forstyrrelser af sprogfunktionen pga. en hjerneskade, der har ramt et menneske, som før kunne kommunikere normalt.

Afatikeren får svært ved at udtrykke sig i tale og skrift og/eller svært ved at læse eller forstå. Afasi opstår i reglen ved beskadigelse af bestemte områder i venstre hjernehalvdel. Årsagen kan være en blodprop, hjerneblødning, læsion eller svulst. Afatikeren har tillige ofte lammelser i kroppens højre side. Afasi skal skelnes fra dysartri, der er en ren talemotorisk forstyrrelse.

Afasiens karakter afhænger af skadens placering og omfang og vidner om, at sproglige færdigheder forudsætter et komplekst samspil mellem forskellige hjerneområder.

Ved skader i venstre hjernehalvdels forreste del udtrykker afatikeren sig ofte langsomt og med besvær og bruger overvejende ubøjede substantiver og verber uden at sætte dem sammen til hele sætninger. Skriveevnen er også forstyrret.

Skader i venstre hjernehalvdels bageste del medfører hyppigt problemer med at forstå, hvad andre siger, og ledsages ofte af læsevanskeligheder. Talen kan være flydende, endog rigelig, men er præget af ombytninger af lyde og ord. I nogle tilfælde er talen helt uforståelig, uden at afatikeren erkender dette. I andre tilfælde ses kun lette vanskeligheder med at finde det rette ord.

Afatikere kan fungere tanke- og følelsesmæssigt normalt, men må kommunikere fx ved hjælp af tegninger og kropssprog. Afasi forekommer dog også sammen med tab af intellektuelle evner ved omfattende hjerneskader, demens.

I de første måneder efter hjerneskaden kan man ikke forudsige, om sprogforstyrrelserne er forbigående eller varige. Den lægelige behandling søger at mindske omfanget af hjerneskaden og behandle årsagen til dens opståen, men afasi kan ikke i dag behandles med andre midler end genoptræning, som tilbydes af bl.a. logopæder og neuropsykologer.