rumænsk

Rumænsk i bred forstand omfatter fire dialekter: i vest istrorumænsk, der nu kun tales af ganske få ved Rijeka i på den kroatiske del af Istrien, i øst dakorumænsk, ofte blot betegnet rumænsk, som er officielt sprog i Rumænien og Moldova og tales af ca. 23 millioner mennesker, i syd meglenorumænsk, som tales af ca. 3000 mennesker (2002) i Nordgrækenland og Makedonien, samt aromunsk, som tales i Nordgrækenland, Makedonien og Albanien af mellem 50.000 og 100.000 mennesker. Desuden findes rumænsktalende grupper i bl.a. Ukraine og Serbien.

I snæver forstand bruges betegnelsen rumænsk specifikt om dakorumænsk, og de fire varianter anses ofte for selvstændige sprog.

Det almindelige rumænske ordforråd er stærkt præget af lån fra de andre balkansprog. Hvad slaviske lån angår, er det oftest umuligt at afgøre præcist, fra hvilket af de omgivende slaviske sprog serbokroatisk, bulgarsk eller makedonsk låneordene stammer, da flere af dem er optaget meget tidligt (600-800-tallet), hvor det fælles sprog var sydslavisk.

Den tidligste rumænske tekst er et brev fra 1521. En fuldstændig bibeloversættelse fra 1688 fik normdannende betydning, og rumænsk blev officielt kirkesprog i 1700-tallet. Skriften var kyrillisk indtil 1860, hvor selvstændigheden og ny national bevidsthed om at tilhøre det latinske kulturfællesskab medførte skift til det latinske alfabet suppleret med bogstaverne â, î [i], ă [ə], ţ [ʦ] og ş [ʃ]. Bogstaverne â og î står for den samme lyd, men â blev i den kommunistiske periode kun anvendt i ordet România, 'Rumænien', og heraf afledte ord. Efter 1993 bruges begge bogstaver. Dette repræsenterer et ønske om samhørighed med de øvrige romansktalende lande i Vesteuropa.

Rumænsk har adskillige syntaktiske træk tilfælles med både de andre romanske sprog og de omgivende balkansprog, især albansk, makedonsk og nygræsk. Et af disse fællestræk er "dobbelt" pronominel repræsentation, dvs. at både et substantivisk og et pronominelt objekt kan gentages af et bundet pronomen foran verbalet, jf. nedenstående sætning 'mor skælder mig ud'. Både på rumænsk og spansk indledes det direkte objekt ofte med en præposition.

Morfologisk og syntaktisk er rumænsk karakteriseret ved typiske træk fra både romanske sprog og balkansprog. Romanske træk er bl.a. nominal- og verbalsystemernes struktur. Af ligheder med andre balkansprog kan nævnes efterstillet bestemt artikel, fx lup 'ulv' — lupul 'ulven'. Ligeledes erstattes infinitiv oftest af en konjunktivledsætning, jf. italaliensk voglio cantare 'jeg vil synge' over for rumænsk vreau să cânt egentlig 'jeg vil, at jeg (skal) synge'. Substantiver og pronominer har bevaret en kombineret genitiv-dativ-kasus, fx fata 'pigen' — fetei 'pigens, til pigen'.

Fonologisk er rumænsk stærkt påvirket af slaviske sprog, hvilket ses i vokalsystemet ved eksistensen af de to urundede midttungevokaler â, î [i] og ă, som i român 'rumæner', în 'i', văd 'jeg ser', og i konsonantsystemet i form af mere omfattende palataliseringer end i de andre romanske sprog, således også af t, d og s foran fortungevokal, fx ţară 'land', af latin terra, zice 'siger', af latin dicit og şapte 'syv', af latin septem.

Den latinisering, de andre romanske sprog var genstand for i renæssancen, gik rumænsk forbi, men fra 1800-tallet er mange låneord importeret fra fransk og italiensk for at genopbygge sprogets latinske karakter. Siden 2. Verdenskrig er der i rumænsk tilkommet låneord fra russisk.

• balkanlingvistik