aztekere - sprog

Aztekernes sprog var en af de centrale dialekter af sproget nahuatl (også, især tidligere, kaldet aztekisk). Nært beslægtede dialekt-varianter tales i dag i mange landsbyer i det centrale Mexico.

Sproget fungerede som lingua franca i Mexicos tidlige kolonitid, og meget tyder på at det havde en lignende funktion som vidt udbredt handelssprog under aztekerrigets storhedstid, og måske endda tidligere i såkaldt post-klassiske periode (ca. 900-1521).

Nahua-sprogene er de sydligste sprog i den uto-aztekiske sprogfamilie. Slægtskabet med sprog, der tales i det nordvestlige Mexico og det sydvestlige USA, er det vigtigste argument for, at aztekernes forfædre er kommet vandrende nordfra – det vides dog ikke præcist hvor tidligt de ankom i det centrale Mexico. Nahuatl taltes også af toltekerne som var aztekernes forgængere som den dominerende kultur i det centrale Mexico.

Da nahuatl-talere havde slået sig ned i området omkring Mexicodalen tilegnede de sig træk fra den mesoamerikanske kultur, og overtog de også sproglige vendinger og grammatiske konstruktioner, som de mange ubeslægtede sprog i området er fælles om. Det gjorde Nahua-sprogene meget anderledes end andre sprog i familien, og mere lig de andre mesoamerikanske sprog. Efterhånden som nahuatl-talende folk, opnåede større politisk magt, begyndte de andre mesoamerikanske sprog også at optage låne fra nahuatl.

Før spaniernes ankomst skrev aztekerne med et logofonetisk skriftsystem, der dog hovedsageligt brugtes til at skrive sted- og personnavne, tal og kalenderoplysninger. Fra kolonitiden findes en stor mængde skriftlige kilder skrevet med latinsk skrift, i en ortografi baseret på 1600-tals spansk. Disse kilder blander ofte latinsk skrift med den oprindelige logofonetiske skrift, og derved er det lykkedes at opnå en god forståelse for hvordan det prindelige skriftssystem fungerede.

At det var et blomstrende og ordrigt sprog, viser både en ordbog fra 1572, som i den aztekisk-spanske del indeholder ca. 24.000 opslag, og de overleverede eksempler på deres digte, som henter billeder fra blomster og farvestrålende fjer.

En genre, som aztekerne yndede, var metaforer: Udtrykket "min hejrefjer, min sejlgarnsskjorte" bruges af en, der har fået et hverv, der kombinerer det ærefulde, en fjertop af hejrefjer, med det krævende, en hårdtarbejdendes skjorte.