jiddisch

Dette sprog, der hurtigt udviklede et litterært enhedssprog, blev oprindelig talt i det tyske område, men bredte sig snart sydpå til Italien, vestpå til Nederlandene og østpå til Bøhmen, Mæhren og Polen.

Efter massefordrivelserne af jøder til Østeuropa blev en stor gruppe jiddischtalende geografisk isoleret fra Tyskland. Det medførte mange slaviske elementer i østjiddisch, der blev talt i dele af Polen, Ukraine, Hviderusland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og det nordlige Ungarn, mens vestjiddisch blev talt i Tyskland, Bøhmen, Mæhren, Østrig, Schweiz, Norditalien, Alsace-Lorraine og Nederlandene.

Efter ca. 1700 blev vestjiddisch assimileret og nyjiddisch herefter stort set identisk med østjiddisch, som ved udvandringer blev mere og mere udbredt. Østjiddisch inddeles i mellemøstjiddisch, der tales fra Polen til det østlige Ungarn, sydøstjiddisch, der tales i Ukraine og Rumænien, samt nordøstjiddisch, der tales i Litauen og Hviderusland. Det litterære standardsprog bygger på alle tre dialekter, udtalemæssigt dog især på nordøstjiddisch. I Danmark blev nyjiddisch benyttet indtil begyndelsen af 1800-t., da en forordning fra 1814 fastslog, at kontrakter mellem jøder skulle udfærdiges på dansk eller tysk og med "danske eller latinske bogstaver". I årtierne omkring 1900 var jiddisch udbredt i det meste af verden, også i Danmark, og der udkom både aviser og skønlitteratur på jiddisch.

Trods modstand fra zionisterne fik jiddisch på sprogkonferencen i Tjernovtsy i Ukraine 1908 status som et nationalt sprog, og i 1925 grundlagdes YIVO, yidisher visnshaftlekher institut, i Vilnius; i 1940 flyttede instituttet til New York, fra 1956 under navnet Yivo Institute of Jewish Research, hvor der bl.a. er udviklet en standardortografi.