kinesisk

Det kinesiske sprogs historie kan inddeles i tre perioder, der hver omfatter forskellige stadier.

Førklassisk tid (indtil ca. 500 f.Kr.). Den tidligste kendte form for kinesisk stammer fra Nordkina, hvor den kinesiske kultur udviklede sig i egnene omkring Huang He (Den Gule Flod). Sproget er overleveret i orakelinskriptioner hovedsagelig på knogler og skildpaddeskjold fra 1300-1000-t. f.Kr. samt i senere former i bronzeinskriptioner og i de førkongfuzianske værker Shī Jīng (Odernes bog) og Shū Jīng (Dokumenternes bog). Sproget i disse kilder er svært tilgængeligt og især i de ældste kun delvis forståeligt. Det fremstår dog klart som overvejende monosyllabisk og isolerende, dvs. at hvert ord bestod af en stavelse og manglede ordbøjning. Sætningerne var korte, stilen lapidarisk, og flere grammatiske forhold, fx ordafledninger, har været udtrykt ved affikser, som ikke gav sig til kende i skriften.

Klassisk tid (ca. 500 f.Kr.-200 e.Kr.). Første del af denne periode spænder over de sidste århundreder af Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.Kr.), en blodig, politisk splittelsestid, der dog ikke blot kaldes "De stridende staters tid", men også med rette bærer navnet "De hundrede filosofiske skolers tid". Vigtige prosatekster er Lúnyŭ (Analekterne), dvs. udvalgte samtaler mellem Kong Fuzi og hans elever, nedskrevet efter mesterens død, skrifter af filosofferne Meng Zi og Zhuang Zi samt Dào Dé Jīng (Bogen om vejen og kraften), tillagt Lao Zi og samlet ca. 300 f.Kr. Sidste del af perioden omfatter dynastierne Qin (221-206 f.Kr.) og Han (206 f.Kr.-220 e.Kr.); et vigtigt værk blandt mange er her Shĭ Jì (Historikerens Optegnelser) af Sima Qian. I disse tekster møder man et rigt udviklet skriftsprog, som har stået samtidens talesprog nær og givet forfatterne mulighed for stor personlig udfoldelse.

Efterklassisk tid (fra ca. 200 e.Kr.). Standardiseringer af skriften og udvikling af uddannelser for Hantidens voksende embedsmandsstand medførte gode kår og kvalitative normer for litteraturen. Det sprog, som de store filosoffer, historikere og digtere fra den klassiske tid havde efterladt fine eksempler på, blev derfor helt frem til 1920 model for eftertidens formelle skriftsprog, wényán 'litterært sprog'. Mens sprogets talte former i denne periode på næsten to tusinde år gennemgik store lydlige og grammatiske forandringer, søgtes skriftsproget så vidt muligt opretholdt uændret, og det betegnes derfor gerne ligesom sit forbillede som klassisk kinesisk. Skønt det egentlig var et kunstprodukt, en efterligning af et dødt sprog, var det forbløffende livligt, og netop fordi det var uafhængigt af tid og sted, effektfuldt til såvel administrative som videnskabelige og kunstneriske formål. Det var i dette sprog, at bl.a. Tangdigterne skabte deres udødelige poesi, neokongfuzianerne deres filosofiske arbejder, og de første revolutionære deres flammende politiske skrifter.

I takt med at talesproget fjernede sig fra det klassiske skriftsprog, udviklede der sig til folkelige og private formål en skriftlig stil, báihuà 'upyntet sprog', som stod især de dialekter, der taltes i Nordkina, nær. Eksempler herpå er bevaret fra Tangtiden (618-907) og frem i form af buddhistiske prædikener og fortællinger, private breve, fiktion og drama, og de er således vidnesbyrd om nogle af de stadier, som talesproget har lagt bag sig på vejen frem mod moderne kinesisk, jf. det følgende afsnit om standardkinesisk.

De moderne kinesiske dialekter, der opdeles i nord- og sydkinesisk, adskiller sig først og fremmest ved meget store udtaleforskelle, både hvad angår toner og finalkonsonanter. Der er i mindre grad tale om grammatiske forskelle, og ordforrådet er for størstedelen fælles. De nordkinesiske dialekter er forholdsvis ensartede, mens de sydlige, der tales af i alt ca. 25% af Kinas befolkning, er indbyrdes uforståelige; det samme er i mange tilfælde varianter inden for den enkelte dialekt. Dette skyldes bl.a. påvirkning fra de lokale ikke-kinesiske sprog, som kineserne kom i berøring med under deres migrationer sydpå igennem de sidste mere end to tusinde år; det sproglige skel mellem nord og syd er således meget gammelt.

Mens grammatiske træk i betydelig grad har kunnet læses direkte ud af de mange tekster, som er bevaret fra fortiden, er det først i 1900-t. lykkedes at klarlægge lydsystemets udvikling. Ved at sammenholde de gamle lydværdier, som er bevaret i kinesiske låneord i koreansk, japansk og vietnamesisk og i de moderne kinesiske dialekter, med det systematisk ordnede tegnmateriale i en rimordbog fra 601 e.Kr., Qièyùn, og derefter resultatet heraf med rimsystemet i Shī Jīng (Odernes bog) og med de ældgamle fonetiske elementer i den kinesiske skrift rekonstruerede den svenske sinolog Bernhard Karlgren sprogets lydsystem fra to perioder, som han kaldte hhv. Ancient Chinese 'middelkinesisk' (ca. 600 e.Kr.) og Archaic Chinese 'oldkinesisk' (ca. 600 f.Kr.). Det endelige resultat af sit arbejde fremlagde han i ordbogen Grammata Serica Recensa (1957). Det fremgår her, at sprogets lydsystem som helhed i tidens løb er undergået kraftige forenklinger, resulterende i et gradvis stigende antal homofoner, dvs. enslydende ord. Middelkinesisk havde fire toner, stemte og ustemte initialkonsonanter, mange vokaler og finalkonsonanterne m, n, ng, p, t, k, mens oldkinesisk havde færre vokaler, men et større og mere kompliceret inventar af initial- og finalkonsonanter. Karlgren mente, at alle de moderne kinesiske dialekter via middelkinesisk kunne føres tilbage til oldkinesisk. Senere forskning har dog vist, at oldkinesisk var en nordlig og middelkinesisk en overvejende sydlig sprogtype, og at mens moderne nordkinesisk er en direkte arvtager efter oldkinesisk, relaterer de sydlige dialekter sig til middelkinesisk.

De moderne kinesiske dialekter er alle tonesprog; det samme var tilfældet for middelkinesisk og formodentlig også for oldkinesisk. Det betyder, at der til hver stavelse er knyttet en tone, der er fonemisk og dermed betydningsadskillende. Tonerne har udviklet sig af lydlige træk i både første og sidste del af de gamle stavelser. I Qièyùn omfattede fx 4. tone alle de stavelser, som endte i p, t eller k; disse finalkonsonanter er gået tabt i nordkinesisk, men lever videre i flere moderne sydkinesiske dialekter. 2. og 3. Qièyùn-tone synes opstået i forbindelse med hhv. stemt og ustemt laryngal aktivitet, fænomener, der stadig kan spores i moderne nordkinesisk, mens forskellen mellem stemt og ustemt stavelsesindledning i det gamle sprog fx i moderne kantonesisk har ført til to toner i hhv. lavt og højt register for hver af Qièyùns fire. Mange spørgsmål om tonernes tilblivelse og udvikling i kinesisk er dog stadig uafklarede.

Standardsprogets lydsystem hviler på nordkinesisk, specielt på Beijingdialekten. Som i andre moderne kinesiske dialekter kan en stavelse højst have én konsonant før og efter vokaldelen, og der er til hver stavelse knyttet en tone. Ser man på den del af stavelsen, der udgøres af vokaler og konsonanter, er der i standardkinesisk kun 398 forskellige stavelser, men toneforskelle bringer tallet op på knap 1300.

Stavelsesstruktur. Der er i alt 22 initialkonsonanter. Stavelser, som begynder med vokal, siges at have en nul-initial, der dog veksler med glottallukke eller en stærkt tilbagetrukket stemt kontinuant, svarende til [ɣ]. Nasalerne samt kontinuanterne l og retroflekst r er stemte, mens klusiler og affrikater, der forekommer både aspirerede og uaspirerede, ligesom frikativerne er ustemte.

Resten af stavelsen, traditionelt betegnet som finalen, består som minimum af en vokal og som maksimum af en halvvokal, en hovedvokal og en slutlyd, der kan være enten n, ng, retroflekst r eller vokal. Afhængigt af den forudgående konsonants karakter udtales hovedvokalen i som apikal, retrofleks eller palatal vokal.

Der er fire betydningsadskillende toner, som dog ikke alle forekommer i alle stavelser. De adskiller sig fra hinanden ved tonehøjde (høj eller lav), og kontur (jævn eller bøjet; i sidste tilfælde enten stigende, faldende eller begge dele). De kan have stigende, faldende eller jævn intensitet og være ledsaget af tryk og af modifikationer i struben, fx laryngalisering. De fire toner er: 1) høj jævn; 2) høj stigende crescendo; 3) lav faldende diminuendo med glottalt hæmme, fulgt af stigning til middelhøjde i tilfælde af en efterfølgende pause; 4) høj faldende diminuendo. Hertil kommer i trykløse stavelser en neutral tone, hvis leje er helt afhængigt af omgivelserne, især af den forudgående stavelses tone. Udtalt i sammenhæng påvirker stavelsernes toner hinanden. Dette begreb, der kaldes tonesandhi, har som vigtigste virkning i standardkinesisk, at tone 3 foran en umiddelbart følgende tone 3 ændres til tone 2, så at fx lăoshŏu 'veteran' udtales láoshŏu. Tonerne markeres i pinyin med diakritiske tegn over hovedvokalen hhv. ˉ, ˊ, ˘, ˋ, fx

mens manglende tonemærke betyder neutral tone. I praksis udelades tonemarkeringen dog oftest helt i ikke-lingvistisk litteratur. Det er, undtagen i de kursiverede ord i denne tekst, også tilfældet i Den Store Danske.

Ordforråd. Som i de gamle kinesiske sprog har hver stavelse i standardkinesisk på få undtagelser nær en betydning, dvs. at den er et morfem. Ingen betydning kan derfor generelt angives ved mindre end en stavelse. Mange af disse enstavelsesmorfemer kan optræde selvstændigt, andre må indgå i sammensætninger for at danne ord; fx er tiĕlù 'jernbane', dannet af to frie enstavelsesord, tiĕ 'jern' og lù 'vej', mens yĭzi består af yĭ 'stol', et morfem, der som talt form ikke længere forstås isoleret, og af navneordssuffikset zi. Undtagelser er et lille antal gamle, vist oprindelig ikke-kinesiske ord, der består af flerstavelsesmorfemer, såsom húdié 'sommerfugl', hvor hverken hú eller dié i sig selv har nogen betydning, samt mange låneord indført i 1900-t., især egennavne, fx Shāshìbĭyà 'Shakespeare'.

Ordklasser. Kinesisk er stadig et stort set isolerende sprog, hvor ord ikke ændres efter bøjningskategorier som køn, tal, kasus, tempus eller modus; ordklasser må derfor defineres på grundlag af ordenes syntaktiske fremtræden. Man kan skelne mellem to store hovedklasser, nominelle ord og verbale ord, der bl.a. adskiller sig ved, at kun sidstnævnte kan negeres med adverbiet bù 'ikke'; hertil kommer adverbier, konjunktioner, partikler og udråbsord.

Nominelle ord omfatter bl.a. substantiver, pronominer, tal- og måleord. Substantiver har normalt ingen flertalsform, og de kan kun tælles vha. et måleord, fx gè i yíge rén 'et-styk menneske', sānge rén 'tre-styk(ker) menneske'. Partiklen men, som angiver flertal, bruges dog undertiden ved substantiver, der betegner mennesker, man er venligt stemt overfor, fx háizi 'barn, børn', háizimen 'børn', og den er obligatorisk ved personbetegnende pronominer i flertal, fx nĭ 'du, dig', nĭmen 'I, jer'. Der er fire personlige pronominer, wŏ 'jeg, mig', nĭ 'du, dig', tā 'han, ham, hun, hende, den, dem' samt en høflig form nín 'De'. Partiklen men kan ikke forekomme ved nín og ved tā kun, når pronominet refererer til mennesker. Såkaldt dominerende genitiv angives ved partiklen de, mens domineret genitiv oftest er umarkeret, fx wŏ de chē 'min bil', wŏ mā 'min mor'.

Verbale ord omfatter adjektiver, verber og præpositioner. Adjektiver kan til forskel fra verber bestemmes af gradsadverbier, fx hăo 'god', hĕn hăo 'meget god'; de ligner verber ved at fungere prædikativt uden brug af 'at være', fx tiānqì hăo 'vejret (er) godt'. Verber kan indgå i sammensætninger med adjektiver eller andre verber, som viser resultat eller retning, fx chīwán 'spise-færdig' og nálái 'tage-komme', dvs. 'hente'. Sådanne konstruktioner kan yderligere udvides med infikserne de eller bu, hvorved de bliver potentielle, fx chīdewán '(at) kunne spise færdig' og nábulái 'ikke at kunne hente'. Til verber kan der knyttes aspektsuffikser, der markerer handlingerne som begyndende, afsluttede, erfarede eller vedvarende, fx chīle 'have spist', chīzhe 'i færd med at spise'. Et klassisk demonstrativt pronomen shì 'dette, disse' fungerer i moderne standardkinesisk som kopula 'at være', fx tā shi Dānmài rén 'han er dansker'.

Partikler har ligesom suffikser kun grammatisk betydning. Nogle markerer en frases struktur, fx hĕn hăo de rén 'et meget god menneske', hvor de markerer hĕn hăo som bestemmelse til rén; andre knytter sig til en hel sætning og gør den til en opfordring, et spørgsmål eller andet, fx chī 'spise' over for chī ba 'spis!' og xià yŭ 'falde regn' over for xià yŭ ma 'regner det?'. Le kan foruden som verbalsuffiks optræde som sætningspartikel med betydningen 'ny situation', fx bú xià yŭ 'det regner ikke' over for bú xià yŭ le 'det regner ikke mere'.

Syntaks. Sætningsleddenes indbyrdes forhold fremgår især af ledstillingen. Substantiver har som subjekt gerne bestemt og som objekt ubestemt reference, fx kèrén lái le 'gæsten/gæsterne er kommet' over for lái kèrén le '(der) er kommet en gæst/gæster'. Tal, tid og diatese kan præciseres leksikalt, men angives oftest ikke. Yú chīwánle betyder således 'fisken(e) har/havde/er/var spist op' alt efter antal fisk, udtalelsens aktualitet, og efter om den gælder akvariefisk, der bør fodres, eller en mulig middagsrest i køleskabet.

Den kinesiske skrift består af tegn, som hver især repræsenterer en stavelse og normalt også en betydning. Enslydende stavelser med forskellig betydning skrives med forskellige tegn, fx 'metal' og 'pund', begge udtalt jīn; skriften er således ikke som fx de japanske kana-alfabeter en rent lydlig stavelsesskrift, men en morfemskrift i lighed med hieroglyfferne i Egypten og kileskriften i Mesopotamien. Den anvendes overalt, hvor der skrives kinesisk, og i begrænset grad tillige i Japan og Sydkorea; i Nordkorea blev den opgivet i 1949, i Vietnam i begyndelsen af 1900-t.

Almindeligt læsekyndige kinesere menes at kende og bruge 3000-4000 tegn, mens moderne ordbøger som regel behandler ca. 8000 tegn. Leksika af historisk-filologisk karakter, som medtager ældre tegn og tegnvarianter, fx Kāngxī Zìdiăn, er dog langt større og kunne allerede fra 1000-t. e.Kr. nå op på over 50.000 tegn.

Skriften menes udviklet i Kina, hvor den har været brugt i mindst 3500 år. Det tidligste større kildemateriale er inskriptioner fra 1300-1000-t. f.Kr. på over 100.000 dyreknogler og skildpaddeskjold, udgravet ved Anyang i Henan siden 1928. Knap halvdelen af tegnene er nu tydet, og der er fundet repræsentanter for alle seks tegnklasser (se tekstrammen). Skrifttegnene ændrede efterhånden form i takt med stigende krav om skrivehastighed og med udskiftning af skriveredskaber fra griffel til pensel og af skriftgrundlag fra ler, knogler, sten, træ og bambus til silke og papir. Standardskriften, kăishū, har dog ligget fast siden 300-t. e.Kr. Herudover er der til kunstnerisk og personlig, uformel brug udviklet en række andre stilarter, ofte med stærkt forenklet tegnstruktur. De har dannet grundlag for forenklinger, officielt indført 1956 og 1964, af i alt ca. 2200 hyppigt anvendte tegns skrivemåde. Ønsker om og forslag til reformer fremkom allerede fra slutningen af 1800-t., men ingen af de nye systemer, som blev udarbejdet, vandt almindelig udbredelse. I 1900-t.s sidste årtier har indførelsen af it til gengæld gjort tegnskriften betydelig lettere at håndtere end før, og der er således grund til at antage, at den vil leve videre som både dagligt kommunikationsmiddel og kulturelt samlingsmærke.

Det kinesiske sprog har kun afsat få spor i dansk. Kun ganske få låneord er ad omveje nået ind i sproget, fx te, ketchup og kaolin samt navne på fysiske træningssystemer som tai-chi, egl. tàijíquán, og kung-fu, gōngfu.

Den første undervisning i kinesisk i Danmark fandt sted på Københavns Universitet 1925-39 med Kurt Wulff som docent i østasiatiske sprog med særligt henblik på kinesisk. Efter hans død i 1939 lå faget stille indtil udnævnelsen af dr.phil. Søren Egerod som professor i 1958. På hans initiativ oprettede universitetet i 1960 et Østasiatisk Institut, som ud over kinesisk efterhånden kom til at omfatte japansk, koreansk, thai, tibetansk mv. I 1973 blev der etableret et Østasiatisk Institut ved Aarhus Universitet. I takt med Kinas økonomiske udvikling og større åbenhed over for omverdenen er interessen for kinesisk vokset, og i 2005 overhalede det på Aarhus Universitet de europæiske sprog som det mest søgte fremmedsprogsfag efter engelsk. Også på Handelshøjskolen (CBS) i København er kinesisk populært. Sproget har desuden i mange år været udbudt som fag inden for fritidsundervisningen.