Tungusiske sprog, manchu-tungusiske sprog, sprogfamilie, der af mange henregnes til den altaiske sprogæt. De tungusiske sprog, der tales af ca. 75.000 i Østsibirien, Nordøstkina og Mongoliet, er indbyrdes nærtbeslægtede, hvad der bl.a. kommer til udtryk i bøjningsmønstre, orddannelse, sætningsopbygnin, fonembestand og ordforråd. De tungusiske sprog begyndte at sprede sig fra et mindre område i det nordøstlige Kina mellem 500 f.v.t. og 500 e.v.t.

De tungusiske sprog inddeles i dels en nordlig gruppe, som omfatter bl.a. evenkisk eller solon (ca. 29.000 talere), evensk eller lamutisk (ca. 7000 talere) og orokensk (ca. 1200 talere), dels en sydlig, som bl.a. består af det næsten uddøde manchurisk og det nærtbeslægtede sibo (ca. 30.000 talere) samt nanajisk (ca. 5000 talere) i Amur-regionen. De øvrige tungusiske sprog tales af ganske få.

Manchurisk, som mht. både ordforråd og grammatik er stærkt påvirket af kinesisk, skrives med en variant af det mongolske alfabet. Denne skrift anvendes i modificeret form også af sibo, mens evenkisk og evensk skrives med det kyrilliske alfabet.

De nordlige tungusiske sprog er agglutinerende, og såvel substantiv- som verbalbøjninger er stærkt komplicerede, bl.a. med op til 12 kasus. Sætningsstrukturen er oftest SOV, dvs. subjekt-objekt-verbal. De nanajiske sprog udviser substratpåvirkning fra nivkhisk, hvilket tyder på at der har været udbredt sprogskifte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig