Khoisan er en sproggruppe, som omfatter ca. 25 sprog, der tales af ca. 365.000 mennesker i det sydlige Afrika. Der er ikke påvist slægtskab mellem samtlige sprog, men de har to fællestræk: De har clicks, og de er ikke bantusprog.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet khoisan er dannet af to ord på sproget nama, khoi 'menneske' og san 'samler'.
- Også kendt som
-
Hottentot-buskmand-sprog; denne betegnelse er dog forældet og regnes undertiden for nedsættende.
Khoisansprog deles i tre grupper: nord-khoisan, der bl.a. omfatter sprogene !kung, 'akhoe og maligo i Angola, Botswana og Namibia, central-khoisan, som omfatter en række sprog, bl.a. nama og kxoe, der tales i Angola, Botswana, Namibia, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe, samt syd-khoisan, der omfatter flere sprog, bl.a. /kham, der tales i Botswana, Namibia og Sydafrika. De to første grupper består af sprog, der formentlig er indbyrdes beslægtede, mens den sydlige gruppes status er mere uklar.
To clicksprog i Tanzania, sandawe og hadza, blev tidligere også regnet for khoisansprog; mens sandawe stadig grupperes af nogle sprogforskere som khoisan, regnes hadza nu for et isolat.
Af khoisansprogene er det kun største sprog nama med ca. 235.000 talere (2002), der bruges som skriftsprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.