Alfabet.

.

Et alfabet er den faste rækkefølge af bogstaver, hvormed et sprog skrives. I bogstavskrift (også kaldet alfabetskrift) er skrifttegnene symboler på lyde i det pågældende sprog til forskel fra fx kinesisk skrift, hvor hvert tegn angiver et ord eller en orddel. Kun ved bogstavskrift kaldes tegnrækken et alfabet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet alfabet kommer af græsk alfa og beta, de to første bogstaver i det græske alfabet.

Fast rækkefølge

At ordne tegnene i en fast rækkefølge lader til at være en tradition lige så gammel som bogstavskriften selv, og alfabetindskrifter kendes allerede fra det 2. årtusinde f.v.t. Formålet har uden tvivl været at lette indlæringen. Af samme grund har hvert bogstav altid haft en benævnelse, således at et alfabet kan fremsiges på remse. Leksika og glossarer med stikord i alfabetisk følge kendes i den græsk-romerske verden fra 200-tallet f.v.t.

Det fønikiske alfabet

Alle nuværende alfabeter går tilbage til det fønikiske, der kendes fra 1200-tallet f.v.t. Bogstavernes form og lydværdi har undergået store forandringer, og nye tegn er føjet til, men i alle alfabeter er der alligevel spor af den fælles oprindelse. Det forhold, at al alfabetskrift er lånt og ikke fra grunden lavet efter det enkelte sprogs særlige behov, forklarer også en del af den ufuldkommenhed og de inkonsekvenser, som findes i alle alfabeter og i alle sprogs ortografi.

De semitiske alfabeter

De ældste skriftsystemer i Mellemøsten er den mesopotamiske kileskrift og de egyptiske hieroglyffer, begge kendt fra 3000-tallet f.v.t. I disse systemer er tegnene dels ordtegn, dels stavelsestegn, og deres antal er meget stort. I de simpleste former bruges 600-700. De forskellige semitiske alfabeter, der var i brug i oldtiden, havde derimod kun 22-30 tegn. I det fønikiske og i de andre deraf afledte semitiske alfabeter betegnede bogstaverne kun de konsonantiske lyde. Vokalerne blev ikke angivet i skriften, men pga. de semitiske sprogs struktur er ordene alligevel genkendelige.

Skrifttegnene menes oprindelig at have været forenklede hieroglyffer. En tidlig form for semitisk skrift (ca. 1500-tallet f.v.t.) med 30 tegn, der stadig ligner hieroglyffer, er fundet ved Sinai-bjerget ( Sinai-indskrifterne ).

Det fønikiske alfabet havde 22 tegn. Inden for det semitiske sprogområde var det aramæiske en af dets ældste aflæggere. Jøderne havde i begyndelsen et alfabet, der lignede det fønikiske meget, men fra 400-tallet f.v.t. gik de over til at anvende den aramæiske skrift og udviklede den i de følgende århundreder til den stadigvæk brugte kvadratskrift. Fra 500-tallet e.v.t. begyndte man også at angive vokalerne med de såkaldte massoretiske tegn, dvs. prikker og streger over, under og inde i bogstaverne. Af det aramæiske alfabet dannedes senere også det arabiske — som med islam er blevet et af de mest udbredte i verden — og talrige orientalske alfabeter, bl.a. det indiske devanagari.

Det græske alfabet

Det græske alfabet kendes fra 700-tallet f.v.t. At det er afledt af det fønikiske, ses ikke mindst af bogstavernes navne (alfa, beta osv.). De fønikiske navne kendes ganske vist ikke, men de græske har en umiskendelig lighed med de tilsvarende hebraiske. Disse er tillige almindelige hebraiske ord : 'alef 'okse', beth 'hus', gimæl 'kamel' osv., mens de græske betegnelser er blevet rene bogstavnavne. En del af de semitiske konsonantlyde fandtes ikke på græsk. Til gengæld var det umuligt at gengive græsk uden at angive vokalerne. Derfor blev overflødige konsonanttegn anvendt som tegn for vokaler: Strubelydene 'alef og 'ayin omtolkedes til /a/ og /o/, den svage h-lyd he til /e/, jod (/j/) til /i/ og waw (/w/) blev til to græske bogstaver, dels vau, tegn for /v/, dels ypsilon, opr. tegn for /u/, senere /y/. Det græske alfabet er det første, der har tegn for alle sprogets lyde.

Indtil 300-tallet f.v.t. var der mange lokale forskelle i de græske bogstavers form, og antallet svingede fra 20-24. Efterhånden blev det joniske alfabet dog enerådende. Det er identisk med det, der bruges i Grækenland i dag, bortset fra at man i den græske (ligesom i den latinske) kulturkreds indtil tidlig middelalder kun kendte den bogstavform, der nu kaldes "store" bogstaver (majuskler). Det joniske alfabet adskiller sig fra det tidligste græske ved de ekstra bogstaver Φ, Χ, Ψ, Ω og ved at mangle Ƒ og Ǫ. Desuden bruges Η ikke som tegn for /h/, men for langt /e/.

Det latinske alfabet

Da romerne i 500-tallet f.v.t. indførte alfabetet, var forbilledet det vestgræske til dels i etruskisk udformning, hvori Η stadig angav /h/, og Χ var tegn for /ks/ (i det joniske alfabet er Χ tegn for /kh/). I det vestgræske fandtes også Ƒ og Ǫ, som blev til F og Q. Det græske Υ (i vestgræsk udtalt /u/) blev til U og V, som oprindelig ikke var to forskellige bogstaver, men to måder at skrive det samme tegn på: I latin blev de brugt uden forskel for både /u/ og /v/. Tilsvarende angav I oprindelig både /i/ og /j/.

Først fra 1500-tallet blev det almindeligt i latinske tekster (og derefter også i danske) at skelne mellem u/v og i/j. Det er også grunden til, at J som et senere tilkommet bogstav ikke betegnes ligesom de andre konsonanter, men har det hebraiske navn jod (og tysk v det hebraiske navn vau). Det græske Γ (der også på græsk kunne skrives i "rundet" form) modsvares af latinsk C, men mens Γ er et /g/, blev C i begyndelsen brugt for både /g/ og /k/.

Da man omkring 200-tallet f.v.t. fandt det ønskeligt at skelne, lavede man for g-lyden bogstavet G (C med en hage), som af ukendte årsager blev indplaceret som det 7. i alfabetet. G er det eneste bogstav i det antikke latinske alfabet, som ikke har et direkte græsk forbillede. C angav herefter /k/, indtil der omkring 600-tallet e.v.t. skete en assibilation (udvikling af hvislelyd) af denne /k/-lyd foran /i/- og /e/-lyd, således at c i den position i latin og i de forskellige romanske sprog derefter udtaltes som [ʧ], [ʦ] eller [s].

De græske bogstaver Θ, Φ og Ψ indgik aldrig i det latinske alfabet. Y (i den græske form udtalt /y/) og Z blev først indført i det 1. århundrede f.v.t. og brugtes kun i græske låneord. Derfor står de sidst i det latinske alfabet. Romerne overtog ikke de græske navne på bogstaverne, men betegnede dem på den måde, som er overtaget i dansk: Vokalerne ved deres rene lyd og konsonanterne med et e som støtte, dog h, k og x som ha, ka, ix.

Germansk tilpasning

Det danske alfabet
Det danske alfabet.
Det danske alfabet
Af /Ritzau Scanpix.

Med kristendommen blev det latinske alfabet udbredt til hele Vesteuropa. I den germanske verden fortrængte det runerne, et tidligt lån fra det græske og latinske alfabet.

Trods vanskelighederne ved at gengive de germanske sprogs særlige lyde med de latinske bogstaver blev der kun skabt ret få nye tegn. I angelsaksisk, ældre norsk og islandsk skrift findes þ og ð som tegn for ustemt og stemt tungespidslyd (som engelsk th i hhv. thing og this). Som det eneste sprog har islandsk bevaret disse tegn med deres oprindelige lydværdi. I middelalderlige latinske tekster finder man bilabialt v ([w]) i germanske ord gengivet med vv, uu eller sammenskrevet w (dog også med gu, fx werra/guerra 'krig'). Engelsk skelner mellem bogstavtegnet w, der står for en bilabial lyd, og v, der repræsenterer en labiodental. I tysk, hvor en bilabial udtale kun er bevaret i nogle dialekter, er w til gengæld blevet det eneste tegn for en labiodental /v/-lyd (hvorimod tegnet v står for lyden [f]). Da w er ældre end det konsekvente skel mellem u og v, var der bl.a. i ældre dansk en tilbøjelighed til at bruge w som tegn for v-lyd, mens u/v brugtes til at angive vokalen u.

Et andet problem var de germanske omlydsvokaler (dansk y, æ, ø samt å). Det latinske alfabet havde kun y, men æ og ø er dog også latinske tegn, ikke egentlige bogstaver, men almindeligt brugte sammenskrivninger (ligaturer) af de latinske diftonger ae og oe. Den sidste skrives i latin som œ, og det gennemstregede ø er oprindelig en angelsaksisk skrivemåde. Den tyske og svenske form ü, ä, ö er egentlig u, a, o med et lille overskrevet e. På lignende måde er å lavet som et a med et overskrevet o. Dette bogstav, der indførtes officielt i dansk i 1948 i stedet for aa, er af svensk oprindelse og har været almindelig brugt i Sverige siden 1500-tallet.

Af de øvrige alfabeter, som er afledt af det græske, er det mest udbredte det kyrilliske, hvormed bl.a. russisk og flere andre slaviske sprog skrives.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig