Sætning, i sprogvidenskab en sammenhængende ordgruppe, der fremtræder som et komplet udsagn og udgør en prosodisk enhed, se prosodi. En sætning kan dog bestå alene af det centrale led, verbet, når det står i imperativ. Sætningsbegrebet indgår også i discipliner som filosofi og logik.
Traditionelt er sætningen, både i filosofi og sprogvidenskab, blevet defineret efter sit indhold som et komplet udsagn, dvs. et sprogligt udtryk, der mindst omfatter et subjekt og et prædikat. I sætningen De små piger leger i haven er subjektet de små piger det emne, der fortælles noget om, mens prædikatet leger i haven er det, der fortælles om subjektet. Man går altså i sætningen ud fra noget kendt og føjer hertil ny information gennem prædikatet. En sådan synsvinkel på sætningens opbygning passer til en konstituentorienteret syntaks, mens sætningen ved en relationsorienteret syntaks gerne fremstilles som struktureret omkring et verbal, hvorfra alle relationer udgår.
Når sætningen kaldes et komplet udsagn, sigtes der også til, at den kan stå alene, uanset at enkeltstående ord og mindre ordgrupper kan forekomme i ufuldstændige sætninger. Sætningen er karakteriseret ved at have en særlig afsluttet tonegang, på dansk i almindelige fremsættende sætninger således en stigende tone efterfulgt af en faldende. Ved sætningens slutning markeres oftest en let pause.
Lingvistisk kan sætningen beskrives som sprogets største syntagme, dvs. den største ordgruppe, for hvilken formelle kombinationsregler kan gives. Der findes ganske vist regler angående sproglige sammenhænge, der går ud over sætningens grænser, men de er hovedsagelig af indholdsmæssig eller leksikalsk art. Inden for sætningen kan man derimod syntaktisk påvise, hvilke slags ord der kan stå på de enkelte pladser.
I en sætning er der normalt et verbal og et subjekt og derudover en række andre led, som hovedsagelig er afhængige af verbalet, der opfattes som det centrale led, hvorom sætningen er dannet. Der findes dog, også i indoeuropæiske sprog som latin og russisk, nominalsætninger uden verbal, hvor andre indoeuropæiske sprog ville bruge et verbum af typen være, jf. det latinske citat Homo homini lupus 'det ene menneske er en ulv over for det andet'. Man kan desuden på dansk og mange andre sprog i en del konstruktioner udelade verbalet for at undgå en gentagelse: Han var en bedrager, og hun en hæler. En sådan forkortet sætning, der har sætningsfunktion, men mangler verbal, benævnes sætningsemne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.