lykisk

Lykisk var et anatolisk sprog, der i oldtiden blev talt i landskabet Lykien på Lilleasiens sydvestkyst. Det er overleveret gennem ca. 170 indskrifter fra 400-300-tallet f.v.t., deriblandt Xanthos-stelen og Trilingven fra Letoon. Dertil kommer ca. 150 legender på mønter fra samme periode. Sproget er skrevet med et græsklignende alfabet.

Der er to lykiske dialekter, lykisk A eller termilisk efter trm̃mili, som lykierne kaldte sig selv; og lykisk B eller milyisk, som er opkaldt efter Milyas, navnet på det østlige Lykien, på trods af at dialekten ikke nødvendigvis var knyttet til denne region. De allerfleste af de overleverede tekster er på lykisk A, og forskerne bruger i stigende grad betegnelsen lykisk specifikt om denne dialekt. Tilsvarende finder milyisk i stadig højere grad indpas om lykisk B. Denne dialekt, der også kan anses for et selvstændigt sprog, kendes kun fra tre indskrifter, alle på vers; to af dem står på Xanthos-stelen, den tredje på en digters gravmonument fra havnebyen Antiphellos. De er sværere at tyde end indskrifterne på lykisk A, bl.a. fordi ingen af dem er flersprogede.

Lykisk blev delvis tydet allerede i slutningen af 1800-tallet; blandt pionererne var danske sprogforskere som Vilhelm Thomsen og Holger Pedersen. Sidstnævnte påviste i afhandlingen Lykisch und Hittitisch (1945), at sproget tilhørte den anatoliske sproggren inden for de indoeuropæiske sprog. Senere forskning har vist, at lykisk inden for denne sproggren er nærmest beslægtet med luvisk, og at den milyiske dialekt kan være dette sprogs direkte efterkommer.