Magi er rituelle handlinger, der skal bevirke noget eller beskytte mod noget. Alle ritualer tænkes at virke; man taler især om magi, når det drejer sig om konkrete virkninger, fx en trylleformel, der skal helbrede sygdom.
Tryllekunstnere bruger også ordet magi om deres kunststykker, fordi de fremkalder forvandlinger og forsvindingsnumre tilsyneladende uden fysisk indgriben. Mange siger også ’magisk’ om stor kunst eller meget givende oplevelser.
Det græske ord ’magi’ havde oprindelig en negativ klang af det iranske præsteskab magerne, som grækerne havde fordomsfulde ideer om. Magi var for dem en nedsættende betegnelse for stærkt betænkelig religiøs praksis og ikke mindst kvaksalveri. Romerne overtog både ordet og fordommene, og magi var for dem især udenlandsk og uciviliseret rituel praksis, fx menneskeoffer.
Men grækere, romere og andre oldtidsfolk brugte faktisk i stor stil trylleformler, afværgende og helbredende ritualer, beskyttende amuletter og talismaner og meget mere, som det er nærliggende at kalde magi.
I det kristne Europa kunne kirken principielt kun anerkende bøn som det rituelle middel til beskyttelse og hjælp i konkrete situationer. Ritualer, der ligesom lod mennesker befale over naturen og begivenhederne, stred jo mod tanken om Guds almagt. Den slags ritualer stemplede man som magi, men i praksis var det ikke så let at skelne mellem bønner og trylleformler, og signemænd og kloge koner lånte kirkens egne tekster og helbredte mennesker og dyr i faderens, sønnens og Helligåndens navn. Munke og præster påtog sig også konkrete opgaver, som nidkære teologer måske ville kalde magi.
I jødedom og islam gælder meget lignende forhold: 5. Mosebog 18, 10-12 forbyder meget udtrykkeligt magi, besværgelser og varselstagning som noget, Herren afskyr, men trylleformler og magiske mønstre har en lang historie i jødedommen. Også Koranen opfatter magi som vantro, men mellemøstlig og malayisk-indonesisk folklore er rig på trylleformler.
I renæssancens Europa var der lærde folk, filosoffer og alkymister, der interesserede sig for magi på en anden måde. For dem var det der fortaltes om magi noget, der vidnede om en harmoni i naturen, om sammenhænge på tværs af tid og sted og på flere forskellige planer, som gjorde det muligt at påvirke noget ved at manipulere med en ting, der på en eller anden måde stod i forbindelse med det.
Disse sammenhænge kaldte de med et græsk ord sympati. Det betyder ikke kun medfølelse, men betegner en sammenhæng, hvor to eller flere svarer til hinanden og det, der sker med den ene, også sker med den anden.
En af disse renæssancetænkere, Heinrich Cornelius Agrippa skrev et stort værk om magi, De occulta philosophia, ’Om den okkulte filosofi’, hvor han netop søgte at kortlægge den kosmiske sympati, som, mente han, i sidste instans kunne lede mennesket til Gud. Her var han bl.a. inspireret af den jødiske Kabbalah-tradition, som også har både en magisk og en mystisk-meditativ side. Men trods det fromme formål blev Agrippa hængt ud som en uhyggelig magiker.
Da man i Europa begyndte at interessere sig for fremmede kulturer, blev deres ritualer for en stor del stemplet som magi. Fester og højtider, ofre og bønner kunne i reglen anerkendes som religion, men ritualer til brug i konkrete situationer blev betegnet som magi.
En af antropologiens og religionshistoriens grundlæggere, J.G. Frazer, anså magien for ældre end religionen: Først troede mennesker, at de selv kunne mestre verden med magi, men de klogeste opdagede efterhånden, at magien ikke virkede. Derved opstod tanken om højere magter, hvis hjælp mennesker kunne opnå med bønner og ofre. Det var begyndelsen til religion, men den magiske tænkemåde forsvandt ikke lige straks. Frazer mente endda, at den endnu levede i bedste velgående hos de uuddannede. Om selve den tænkemåde, der lå bag magien, havde Frazer en teori, der har haft meget stor indflydelse.
Ud fra et imponerende eksempelmateriale opstillede han to typer af magi: homoiopatisk magi eller lighedsmagi og kontagiøs magi eller berøringsmagi. Lighedsmagi efterligner noget for at få det til at ske: Man efterligner torden for at det skal regne, eller man brænder en voksfigur for at gøre ende på en dæmon. Berøringsmagi manipulerer med noget, der har berøring med den eller det, man vil gøre noget ved: Fx en persons tøj, afklippede hår eller negle eller blot et fodspor.
Begge magityper skyldes iflg. Frazer at ’de vilde,’ ja i det hele taget de uuddannede, tænker i løse associationer, uden rigtig opmærksomhed om tankeprocessen.
Allerede i Frazers samtid var der andre religionsforskere, der så forholdet mellem magiske og religiøse ritualer som socialt bestemt. Nogle ritualer var fælles, autoriserede ritualer med et bredt formål. Magiske ritualer var private, sommetider endda hemmelige ritualer med helt konkrete formål. Men tanken om, at der bag magien lå en særlig eksotisk eller primitiv mentalitet eller tænkemåde eller måske, som hos renæssancens tænkere, en teori om naturen, var meget sejlivet.
Det var først antropologen Stanley J. Tambiah, der i 1973 gjorde endeligt op med dette. Han påpegede, at magi ikke er en mentalitet eller en teori, men en rituel praksis og dermed, som alle ritualer, talehandlinger. Det var den engelske filosof J.L. Austin, der havde henledt opmærksomheden på, at der findes handlinger, der siger hvad de gør og gør hvad de siger, fx ’jeg lover …’ eller ’jeg befaler …’ eller dommerens ’thi kendes for ret …’
At det, der siges, er en handling, understreges ofte af en fysisk handling, fx et håndtryk eller et slag med en auktionshammer. Ritualer er typisk sådanne kombinationer af tale og fysisk handling. I mange kristne kirker døbes børn ved at præsten siger: ”Jeg døber dig…” og samtidig øser vand over barnets hoved. Med ordene udnævner han handlingen til at være en dåb, og med handlingen gør han det sagte til en talehandling.
Tilsvarende kunne en babylonier i det andet årtusinde f.v.t. fremsige en trylleformel, mens han pillede et løg i stykker og kastede dem på ilden: ”Som dette løg skrælles og kastes på ilden – som flammen fortærer det og det ikke vil slå rod, ikke vil skyde op …. Måtte trolddom og forbandelse, min smerte og møje … smerten i min krop og mine ledemod skrælles af som dette løg! Måtte den fortærende flamme opbrænde dem i dag!”
Her ville man efter Frazers magiteori straks se et eksempel på lighedsmagi og tillægge babylonieren en ældgammel forestilling om sympati. Det er slet ikke nødvendigt. Den langsomme destruktion af løget er blot det, der gør den rituelle tale til en handling.
Sammen med trylleformler bruges ofte billeder og figurer. Siden oldtiden har man i Europa kendt brugen af dukker af voks eller uld, der brændes eller spiddes som en dramatisk forlængelse af en udtalt forbandelse eller en ed.
I moderne populærkultur anvendes og forhandles såkaldte voodoo-dukker af tøj, og det har været en udbredt, men urigtig forestilling, at voodoo-dyrkere på Haïti brugte sådanne dukker til aggressiv magi. Tøjdukker spiller en stor rolle i voodoo, men ikke på denne måde.
Man kan forstærke et løfte ved at kalde en gud til vidne, og præsten, der døber et barn, tilføjer ’i faderens, sønnens og Helligåndens navn.” Tilsvarende har man ofte forstærket trylleformler med påkaldelse af guder eller med små fortællinger, der kan tjene som forbillede for den handling, man vil udføre.
Det kan fx være en myte om gudinden Isis, der helbredte sin søn Horus, eller en fortælling i bibelsk stil om Jesus, der satte sin hests forvredne ben i led. Man kan også lægge trylleformlen i munden på en guddom eller en hellig person. I en gammel ægyptisk formel siger man ligefrem: ”Det er ikke mig, der fremsiger det – Det er Isis, der fremsiger det!”
I det hele taget gælder det om at udnævne den handling, man vil have til at ske, til noget der nødvendigvis må ske. Derfor befaler man det onde at forsvinde ’som dug for solen’, eller man fremstiller det onde som noget umuligt eller noget forkert, der nødvendigvis må gå til grunde. På alle disse og mange flere måder konstruerer man trylleformler som talehandlinger med autoritet.
Magi kan også være uden hørlig tale; trylleformler, der tænkes at beskytte mod sygdom og fare, kan anbringes ved en bolig eller medbringes overalt på en seddel, eventuelt i et hylster i en kæde om halsen.
Billeder, mønstre eller symboler kan på samme måde bruges som amuletter eller talismaner. Ordet talisman bruges mest, når det drejer sig om billeder og/eller tekster, der skal virke til gavn for ejeren. Amuletter kan også være natursten, dyreknogler, fjer eller andet, som man tillægger en beskyttende betydning.
I nogle tilfælde bliver sådanne magiske genstande indviet ved at man udtaler en trylleformel over den. Den, som bærer en amulet eller en talisman, er altså i besiddelse af en stående talehandling, en magi, der altid er til rådighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.