Faunus, da. Faun, romersk hyrdegud med et tempel på Tiberøen; det mandlige modstykke til Fauna. Ligesom den beslægtede guddom Silvanus opholdt Faunus sig på de afsides græsgange, hvor hyrderne kunne høre hans hemmelighedsfulde stemme. Hans vigtigste fest var lupercalia (se romerske fester). I litteratur og kunst identificeres han med den græske hyrdegud Pan og fremstilles som et lille væsen med bukkeben, horn og hale.