Sixtus 5., Felice Peretti, 13.12.1520-27.8.1590, pave fra 1585. Med energi og jernvilje lykkedes det på kort tid Sixtus 5. at skabe orden i Kirkestaten, genoprette pavestolens økonomi og reorganisere den katolske kirkes centrale administration. Vigtigst var oprettelsen i 1588 af en række permanente kardinalkongregationer med ansvar for hver deres gren af kirkens virke. I kølvandet på Tridentinerkoncilet gjorde Sixtus 5. en stor indsats for at føre dets reformdekreter ud i livet. Han støttede modreformationens rekatoliceringsforsøg i det protestantiske Nordeuropa. I Rom udfoldede han en storslået byplanlægning, der omskabte byen til en barokby kendetegnet af symmetri, lange lige boulevarder og centrale pladser med obelisker.