Nicolaus 2., Gerhard, ca. 1010-27.7.1061, pave fra 1058. Han blev valgt som modpave af reformpartiet blandt kardinalerne, og efter at have fordrevet sin konkurrent udstedte han et dekret, som gav kardinalbiskopperne den reelle magt over pavevalg. Nicolaus 2. modarbejdede energisk simoni (handel med embeder), præsteligt ægteskab og lægmandsinvestitur. Ved synoden i Melfi 1059 anerkendte han normannernes ret til Syditalien og Sicilien til gengæld for deres militære støtte.