Gregor 1. den Store

Gregor 1. den Store, ca. 540-12.3.604, pave fra 590; han regnes blandt de fire kirkelærere, lat. doctores ecclesiæ. Gregor tilhørte en af Roms rige patricierfamilier og var 572-74 romersk præfekt. Ved faderens død i 575 omdannede han familiens hus i Rom til et benediktinsk kloster, hvor han selv blev munk. I 578 blev han diakon, og 579-85 var han pavelig ambassadør i Konstantinopel.

Gregor blev i 590 udnævnt til biskop af Rom, og som pave organiserede han med stor dygtighed de pavelige landområder i Italien, Gallien og Dalmatien. Over hvert område indsatte han en embedsmand, der var direkte ansvarlig over for paven; hans effektive, men i samtiden milde forvaltning lagde grunden for den senere pavestat. Med en diplomatisk sejr over lombarderne, der 593 truede med at invadere Rom, opnåede Gregor at blive reel hersker over byen, og hans politiske indflydelse udstrakte sig til hele Italien.

Gregor reformerede store dele af den galliske kirke, ligesom han søgte at bringe den græske kirke ind under romersk overherredømme. Mission lå Gregor stærkt på sinde, og i 596 sendte han munke til England, hvor de skulle genoprette den romerske kirke. Som forfatter var Gregor uhyre produktiv. Han skrev en meget læst pastoralteologi, mystisk-allegoriske kommentarer til flere af de bibelske skrifter samt hagiografiske værker. Som popularisator af Augustins og Dionysios Areopagittens teologiske tænkning øvede Gregor en vedvarende indflydelse på teologi og liturgi i middelalderen, hvor han fejlagtigt blev regnet for ophavsmand til melodistoffet i gregoriansk sang.

Legenden om hans personlige baggrund fortælles i Gesta Romanorum og i et fransk digt, som omkring 1200 blev gendigtet på tysk af Hartmann von Aue; Thomas Manns roman Den Udvalgte (1951, da. 1957) bygger herpå.

Som en af de fire store latinske kirkelærere afbildes Gregor den Store hyppigt som direkte inspireret af Helligånden. Helligåndsduen sidder da på Gregors skulder, mens han skriver eller dikterer til en skriver.