Den Franske Revolution og Napoleon 1. indbragte pavestolen store ydmygelser, men restaurationen efter Wienerkongressen i 1814-1815 og den romantiske bevægelse førte til en genoplivelse af pavestolens anseelse. Kirkestaten genoprettedes, og ultramontanismen styrkede katolicismen enormt.
Samtidig reagerede imidlertid paverne reaktionært over for den politiske liberalisme og stødte derved mange dannede mennesker fra sig. Kampen mod det moderne nåede et højdepunkt under pave Pius 9., der fordømte næsten alt, hvad tidens liberale strømninger anså for at være værdifuldt. Kirkestatens korrupte styre ansås for det ringeste i datidens Europa, og i 1870, mens det 1. Vatikankoncil forhandlede om pavens absolutte autoritet i kirken, mistede Pius 9. sin verdslige magt ved kongeriget Italiens anneksion af Kirkestaten. Indtil Mussolinis aftale med pavestolen i 1929, der førte til oprettelse af Vatikanstaten, betragtede paven sig som "fange i Vatikanet".
Ved sin uforsonlige holdning havde Pius 9. bragt sig i et ulykkeligt forhold til de fleste katolske magter i Europa, men det lykkedes hans efterfølger, Leo 13. at afbøde de værste skader. Det hindrede dog ikke adskillelsen mellem kirke og stat i Frankrig i 1905, der føltes som et alvorligt nederlag for Pius 10.; han koncentrerede sig i øvrigt især om at hindre modernismens indtrængen i kirken (se også antimodernist-eden). De følgende paver var navnlig optaget af de to verdenskrige og deres følger, herunder forholdet til de totalitære politiske systemer.
Dogmatisk og moralteologisk opretholdt paverne en strengt konservativ linje uden væsentlige indrømmelser. Johannes 23. tilstræbte med det 2. Vatikankoncil (1962-65) en fornyelse og større åbenhed over for de øvrige kirkesamfund, mens hans forgængere havde fastholdt den afvisende holdning, som allerede Tridentinerkoncilet havde indtaget. Under pave Johannes Paul 2. kunne det være svært at få øje på virkningerne af 2. Vatikankoncil. Han styrkede utvivlsomt på verdensplan pavestolens autoritet, såvel inden for den romerskkatolske kirke som på det politiske plan, men hans konservatisme medførte samtidig en vis skuffelse og utilfredshed, der navnlig er mærkbar i Vesteuropa og Nordamerika, hvor katolicismen for alvor står over for de protestantiske kirker. Især volder seksualmoralen og cølibattvangen for præster vanskeligheder. Under efterfølgeren, Benedikt 16., blev den katolske kirke gentagne gange rystet af afsløringer af seksuelle overgreb mod børn begået af præster. Det viste sig desuden, at kirkens hierarki i flere tilfælde havde dækket over handlingerne. Det førte til en stor moralsk krise inden for kirken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.