Pave. Europas politiske historie i middelalderen prægedes af forholdet mellem paven og den tysk-romerske kejser, datidens gejstlige og verdslige verdensmagter. Dette træsnit viser paven og kejseren i Pius 2.s og Frederik 3.s skikkelser, de to embedsindehavere ca. 1460, da de langvarige stridigheder var ebbet ud. Bag paven står kardinaler og bisper med bispestav, bag kejseren står fyrster med sværd. Træsnittet, der findes i Hartmann Schedels verdenskrønike, Liber Chronicarum (1493), tilskrives Michael Wolgemuth, der var lærer for Albrecht Dürer.

.

Pave er betegnelsen for biskoppen af Rom, den romerskkatolske kirkes overhoved.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pave kommer af middelnedertysk paves, af oldfransk papes, af sideform til middellatin papa 'biskop', af græsk papas 'far', senere 'præst'.

Læren om pavedømmet, der fandt sin foreløbige afslutning med 1. Vatikankoncil i 1869-1870, bygger oprindelig på en særlig fortolkning af Jesu ord til Peter i Matth. 16,18-19 (Himmerigets nøgler) og i Joh. 21,15-17 (Vogt mine får), hvorefter apostlen skulle have fået overdraget den øverste myndighed i kirken, der efter ham overgik til den romerske biskop som hans arvtager (se apostolsk succession). Fra 1059 er paven blevet valgt af en forsamling af kardinaler, et konklave, se pavevalg.

Ifølge katolsk lære er paven Kristi stedfortræder og alle kristnes lærer og fader med en regents fuldmagt over den samlede kirke. 1. Vatikankoncil tildelte ham ufejlbarhed, når han taler om tro og sæder "ex cathedra", dvs. som indehaver af den højeste apostolske fuldmagt. Paven kan både universelt og lokalt træffe afgørelser i kirken. Der findes ingen højere instans, som pavens afgørelser kan ankes til.

De første århundreder

Titlen pave stammer fra den østlige (græske) kirke, hvor den siden 100-tallet kendes som betegnelse for abbeder, biskopper og patriarker. Anvendt om Roms biskop kendes den fra 300-tallet. I 400-tallet blev det almindeligt at bruge den (se Innocens 1.), og i middelalderen var den i den latinske kirke forbeholdt Romerbiskoppen alene.

Der var i Rom lige så lidt som i den øvrige kirke "monarkiske" biskopper fra begyndelsen. De eksisterende bispelister, der begynder med apostlen Peter, er senere rekonstruktioner. Det er almindelig antaget, at Peter har været i Rom og lidt martyrdøden dér, mens intet tyder på, at han har grundlagt menigheden. Først et stykke ind i 200-tallet har vi enkelte sikre oplysninger om romerske biskopper.

Fra samme periode vides det, at den romerske menighed nød stor anseelse og besad en betydelig tiltrækningskraft, dels ved sin størrelse og samhørighed med rigshovedstaden, dels ved sin standhaftighed under forfølgelser og sin påberåbelse af Peters og Paulus' virke i Rom, en påberåbelse, der ikke anfægtedes af andre menigheder.

Roms anseelse steg langsomt, skønt forsøgene på at hævde en fortrinsret, især i disciplinære spørgsmål og under henvisning til apostlen Peter, ikke opnåede anerkendelse i den øvrige kirke. Den forøgede henvisning til den apostolske tradition gav Rom gode muligheder, samtidig med at Roms biskop fik øget politisk betydning efter rigshovedstadens flytning til Konstantinopel under Konstantin 1. den Store i 300-tallets første halvdel.

400-700-tallet

I den romerske rigskirke anerkendtes Roms biskop som Vestens patriark, og betydelige biskopper i 300-tallets slutning og 400-tallets begyndelse havde flere gange held til at gribe ind i dogmatiske stridigheder i kirken. Med Det Vestromerske Riges undergang under folkevandringen i 400-tallets slutning opstod en ny situation. Under de forvirrede politiske forhold blev Roms biskop uden konkurrence de romerske traditioners ledende repræsentant i Vesten over for de germanske folkeslag, der havde sat sig i besiddelse af tidligere romerske provinser. Samtidig var han underkastet Det Byzantinske Riges regering, navnlig efter Justinian 1.s erobring af Italien i 500-tallet.

Skønt den romerske biskop inden for det byzantinske rigskirkesystem kun betragtedes som patriark (på linje med patriarkerne af Alexandria, Antiochia, Konstantinopel og Jerusalem), opnåede han i løbet af den næste periode en stærk autoritet over for de germanske folkeslag, efterhånden som de tilsluttede sig den katolske storkirke (frankernes overgang til katolicismen 496; den katolske mission i England ca. 600; englændernes endegyldige overgang til katolicismen 664; den angelsaksiske mission i Tyskland i 700- og 800-tallet). Germanerne anså paven, Peters efterfølger, som den bedste garant for kristentroen og tillagde ham uden forbehold den højeste åndelige autoritet i kirken. En af banebryderne for denne opfattelse af Rom var pave Gregor 1. den Store, der både tog et politisk ansvar for den italienske befolkning under det byzantinske styres nedgang og longobardernes tryk og tog initiativ til den katolske mission i England.

700-900-tallet

Under araberstormen i 700-tallet blev det klart, at Det Byzantinske Rige ikke længere formåede at beskytte Rom, og samtidig steg Frankerriget op til at blive den betydeligste magt i Vesten. Som en konsekvens heraf sluttede pave Stefan 2. i 754 et forbund med Frankerrigets hersker, Pippin 3. den Lille, og opsagde dermed sit undersåtforhold til den byzantinske kejser. Pippin blev salvet til konge af paven og overdrog, efter at have besejret longobarderne, byzantinske rigsterritorier, først og fremmest Ravenna og Rom, til paven, hvorved Kirkestaten blev til.

Pavens overenskomst med frankerne fik den allerstørste betydning for tilblivelsen af det, vi forstår ved Europa. "Verden" var nu delt i tre skarpt adskilte områder: det byzantinske Østen, muslimernes herredømme i Afrika og Spanien samt det latinske Vesten under frankernes ledelse i nært forbund med paven.

Forbundet mellem Frankerriget og pavedømmet bestyrkedes ved Karl den Stores kejserkroning i 800. Karl opfattede sig som den vestlige kristenheds herre og beskytter, der traf alle afgørelser, også om kirkens lære, men accepten af paven som åndeligt overhoved og tilpasningen af den frankiske kirke til romerske traditioner skabte nye muligheder for pavestolen, der siden hen skulle blive væsentlige. I løbet af 700- og 800-tallet blev en del dokumentforfalskninger til, der i en senere periode kom til at danne grundlag for pavestolens autoritetskrav, blandt andet Det Konstantinske Gavebrev. Allerede pave Nicolaus 1. stillede krav om pavens absolutte kirkelige autoritet, men vilkårene var ikke gunstige i en tid, da Vesten var splittet og truet på sin eksistens af saracenere, ungarere og vikinger. Tværtimod sank pavestolen i 800-tallets slutning ned til at blive den romerske adels bytte, med deraf følgende moralsk forfald.

Pavens jordiske magt over for kejserens

Først med kejserdømmets genoplivelse under Otto 1. den Store fik pavestolen ny værdighed, men nu under de tysk-romerske kejseres ledelse. Kejseren opfattedes og betegnedes som Kristi stedfortræder og udøvede herredømme over Italien og Rom. Flere kejsere i første halvdel af 1000-tallet var grebet af den reformbevægelse, som udgik fra abbediet Cluny, og søgte at reformere kirken uden dog at give afkald på overherredømmet. Alligevel blev deres indsats udgangspunktet for en total ændring af pavestolens placering.

Fra 1046 indsatte kejser Henrik 3. tyske biskopper som paver for at bringe den romerske adels indflydelse til ophør og sikre sig kontrollen med Rom. Dermed forenedes reformbevægelsen med de romerske krav, som var kommet til orde i de omtalte forfalskninger. Med kravet om, at Peters efterfølger stod over al anden myndighed i Verden, begyndte en kamp mellem kejserdømme og pavedømme, som kom til at vare i flere århundreder. Pavens krav om det absolutte herredømme i kristenheden, både gejstligt og verdsligt, blev ganske vist aldrig virkelighed, trods pavens overtagelse af den gamle kejsertitel "Kristi stedfortræder", men kirkeligt blev det snart anerkendt, at al myndighed udgik fra paven. Den nye pavelige retsforståelse, som fik sit gennembrud med Gregor 7., nåede et højdepunkt under Innocens 3. Ved udbygning af kirkeretten (den kanoniske ret) blev pavestolens absolutte myndighed i kirken efterhånden ført igennem helt ned til de lokale led, og korstogene, der begyndte på paveligt initiativ, øgede bevidstheden om paven som kristenhedens leder. Af væsentlig betydning både for kirkeret og teologi blev de nye videnskabelige centre ved universiteterne, der ofte byggede deres virke på pavelige privilegier.

I kampen mod kejserdømmet mobiliserede pavestolen alle til rådighed stående midler, både åndelige (bandlysning) og politiske. Sejren over kejser Frederik 2. midt i 1200-tallet bragte pavestolen i afhængighed af Frankrig, der havde været dens virksomste støtte i kampen. Prisen blev høj: Pavestolens "udlændighed" i Avignon i 1309-1377 og det store skisma med en pave både i Avignon og i Rom (1378-1415). Pavestolens finansielle udnyttelse af kirkens resurser og misbrug af gejstlige sanktioner samt stærke nationalkirkelige tendenser svækkede pavens anseelse, og det samme gjorde konciliarismen, der erklærede det almene, økumeniske koncil (kirkemøde) for at være den højeste myndighed i kirken.

Reformation og modreformation

Kritikken af pavemagten og kravet om en reform af kirken "på hoved og lemmer" fortsatte efter pavens tilbagevenden til Rom, der i 1400-tallet prægedes af renæssancen. Paverne søgte i denne periode at konsolidere og udbygge deres position som territorialfyrster i Italien, samtidig med at de optrådte som mæcener for kunst og litteratur, men først det tab af store dele af Nord-, Central- og Østeuropa, som var en følge af Reformationen i 1500-tallet, førte til nødvendige fornyelser.

Tridentinerkoncilet i 1545-1563 tog den katolske kirke stilling til Reformationen, og med kraftig bistand af den nye jesuiterorden (se jesuitter) gennemførtes en række reformer under ledelse af handlekraftige paver, der også bragte den katolske verdensmission ind under deres kontrol (se også modreformationen). Pavestolen havde genvundet sin autoritet i kirken, men måtte i tiden fra Den Westfalske Fred i 1648 til Den Franske Revolution i 1789 indkassere mange politiske nederlag i forhold til de europæiske magter, der ikke længere var rede til at lade konfessionelle hensyn styre deres politik.

Den fyrstelige absolutisme og antikirkelige strømninger i oplysningstiden med deraf følgende sekularisering svækkede kirkens indflydelse, samtidig med at paven måtte søge at inddæmme og om muligt standse strømninger, der på forskellig måde indebar indrømmelser til tidsånden (fx gallikanisme, febronianisme (se Johann Nikolaus von Hontheim), josefinisme). Pavestolens politiske afmagt viste sig klart, da det i 1773 blev nødvendigt at give efter for den generelle uvilje ved at ophæve jesuiterordenen.

1800-tallet og 1900-tallet

Den Franske Revolution og Napoleon 1. indbragte pavestolen store ydmygelser, men restaurationen efter Wienerkongressen i 1814-1815 og den romantiske bevægelse førte til en genoplivelse af pavestolens anseelse. Kirkestaten genoprettedes, og ultramontanismen styrkede katolicismen enormt.

Samtidig reagerede imidlertid paverne reaktionært over for den politiske liberalisme og stødte derved mange dannede mennesker fra sig. Kampen mod det moderne nåede et højdepunkt under pave Pius 9., der fordømte næsten alt, hvad tidens liberale strømninger anså for at være værdifuldt. Kirkestatens korrupte styre ansås for det ringeste i datidens Europa, og i 1870, mens det 1. Vatikankoncil forhandlede om pavens absolutte autoritet i kirken, mistede Pius 9. sin verdslige magt ved kongeriget Italiens anneksion af Kirkestaten. Indtil Mussolinis aftale med pavestolen i 1929, der førte til oprettelse af Vatikanstaten, betragtede paven sig som "fange i Vatikanet".

Ved sin uforsonlige holdning havde Pius 9. bragt sig i et ulykkeligt forhold til de fleste katolske magter i Europa, men det lykkedes hans efterfølger, Leo 13. at afbøde de værste skader. Det hindrede dog ikke adskillelsen mellem kirke og stat i Frankrig i 1905, der føltes som et alvorligt nederlag for Pius 10.; han koncentrerede sig i øvrigt især om at hindre modernismens indtrængen i kirken (se også antimodernist-eden). De følgende paver var navnlig optaget af de to verdenskrige og deres følger, herunder forholdet til de totalitære politiske systemer.

Dogmatisk og moralteologisk opretholdt paverne en strengt konservativ linje uden væsentlige indrømmelser. Johannes 23. tilstræbte med det 2. Vatikankoncil (1962-65) en fornyelse og større åbenhed over for de øvrige kirkesamfund, mens hans forgængere havde fastholdt den afvisende holdning, som allerede Tridentinerkoncilet havde indtaget. Under pave Johannes Paul 2. kunne det være svært at få øje på virkningerne af 2. Vatikankoncil. Han styrkede utvivlsomt på verdensplan pavestolens autoritet, såvel inden for den romerskkatolske kirke som på det politiske plan, men hans konservatisme medførte samtidig en vis skuffelse og utilfredshed, der navnlig er mærkbar i Vesteuropa og Nordamerika, hvor katolicismen for alvor står over for de protestantiske kirker. Især volder seksualmoralen og cølibattvangen for præster vanskeligheder. Under efterfølgeren, Benedikt 16., blev den katolske kirke gentagne gange rystet af afsløringer af seksuelle overgreb mod børn begået af præster. Det viste sig desuden, at kirkens hierarki i flere tilfælde havde dækket over handlingerne. Det førte til en stor moralsk krise inden for kirken.

Nutidige perspektiver

Et uløst problem af en helt anden art er eksistensen af store kirkesamfund uden forbindelse med paven, der jo ifølge romerskkatolsk lære er alle kristnes fader. Trods flere forsøg allerede i middelalderen er det brud med den græskortodokse kirke, som fandt sted under reformpavedømmet i 1000-tallet, stadig ikke helet, om end de unerede kirker er forbundet med paven. Såvel for den ortodokse kirke som for de kirker, der er udgået fra Reformationen i 1500-tallet, er det selve pavedømmet, der er den største hindring for kirkeligt fællesskab. Paven er altså i den situation, at det Petersembede, han gør fordring på at være indehaver af, synes at stå i vejen for den enhed, dette embede netop skulle være garanten for.

Gennem alle omskiftelser har pavedømmet gang på gang formået at overvinde vanskeligheder og på ny blive den katolske kirkes ubestridte ledelse. Paven står i dag i spidsen for en verdensomfattende kirke. Petersembedet holder sammen på en kirke, hvis geografiske og kulturelle mangfoldighed er af samme omfang som Jordens befolkning. Uden det ville den opløses i nationale og regionale kirker med dybe forskelle. Inden for den romerskkatolske kirke er paven virkelig det egentlige udtryk for enheden.

Paver

Pave Årstal
Peter -ca. 65
Linus ca. 65-ca. 79
Anacletus 1. ca. 79-ca. 90/92
Clemens 1. 90/92-ca. 99/101
Euaristus 99/101-ca. 107
Alexander 1. ca. 107-ca. 116
Xystus (Sixtus 1.) ca. 116-ca. 125
Telesphorus ca. 125-ca. 136
Hyginus ca. 136-ca. 140/142
Pius 1. ca. 140/142-ca. 154
Anicetus ca. 154-ca. 166
Soter ca. 166-ca. 174
Eleutherus ca. 174-ca. 189
Victor 1. ca. 189-ca.198
Zephyrinus ca. 198-ca. 217
Calixtus 1. (Kallistos) ca. 217-ca. 223
Hippolytos ca. 217-ca. 235
Urban 1. ca. 223-ca. 230
Pontianus ca. 230-235
Anterus 235-236
Fabianus 236-250
Cornelius 251-253
Novatian 251-ca. 258
Lucius 1. 253-254
Stefan 1. 254-257
Sixtus (Xystus) 2. 257-258
Dionysius ca. 260-ca. 268
Felix 1. ca. 268-ca. 274
Eutychianus ca. 274-ca. 283
Gajus ca. 283-ca. 295
Marcellinus ca. 295-304
Marcellus 1. ca. 307-ca. 308
Eusebius ca. 309
Miltiades (Melchiades) ca. 310-314
Sylvester 1. 314-335
Markus 336
Julius 1. 337-352
Liberius 352-366
Felix 2. 355-358
Damasus 1. 366-384
Ursinus 366-ca. 385
Siricius 384-399
Anastasius 1. 399-401
Innocens 1. 401-417
Zosimus 417-418
Bonifacius 1. 418-422
Eulalius 418-419
Coelestin 1. 422-432
Sixtus (Xystus) 3. 432-440
Leo 1. 440-461
Hilarius 461-468
Simplicius 468-483
Felix 3. (eller 2.)1 483-492
Gelasius 1. 492-496
Anastasius 2. 496-498
Symmachus 498-514
Laurentius 498-506
Hormisdas 514-523
Johannes 1. 523-526
Felix 4. (eller 3.)1 526-530
Bonifacius 2. 530-532
Dioskuros 530
Johannes 2. 533-535
Agapetus 1. 535-536
Silverius 536-537
Vigilius 537-555
Pelagius 1. 556-561
Johannes 3. 561-574
Benedikt 1. 575-579
Pelagius 2. 579-590
Gregor 1. 590-604
Sabinianus 604-606
Bonifacius 3. 607
Bonifacius 4. 608-615
Deusdedit (Adeodatus 1.) 615-618
Bonifacius 5. 619-625
Honorius 1. 625-638
Severinus 640
Johannes 4. 640-642
Theodor 1. 642-649
Martin 1. 649-ca. 653
Eugenius 1. 654-657
Vitalianus 657-672
Adeodatus 2. 672-676
Donus 676-678
Agatho 678-681
Leo 2. 682-683
Benedikt 2. 684-685
Johannes 5. 685-686
Konon 686-687
Sergius 1. 687-701
Theodor 687
Paschalis 687
Johannes 6. 701-705
Johannes 7. 705-707
Sisinnius 708
Konstantin 1. 708-715
Gregor 2. 715-731
Gregor 3. 731-741
Zacharias 741-752
Stefan 2. 7522
Stefan 2. (eller 3.) 752-7572
Paul 1. 757-767
Konstantin 2. 767-768
Filip 768
Stefan 3. (eller 4.) 768-7722
Hadrian 1. 772-795
Leo 3. 795-816
Stefan 4. (eller 5.) 816-8172
Paschalis 1. 817-824
Eugenius 2. 824-827
Valentin 827
Gregor 4. 827-844
Sergius 2. 844-847
Johannes 844
Leo 4. 847-855
Benedikt 3. 855-858
Anastasius 3. (Anastasius Bibliothecarius) 855
Nicolaus 1. 858-867
Hadrian 2. 867-872
Johannes 8. 872-882
Marinus 1. (Martin 2.) 882-884
Hadrian 3. 884-885
Stefan 5. (eller 6.) 885-8912
Formosus 891-896
Bonifacius 6. 896
Stefan 6. (eller 7.) 896-8972
Romanus 897
Theodor 2. 897
Johannes 9. 898-900
Benedikt 4. 900-903
Leo 5. 903
Christoffer 903-904
Sergius 3. 904-911
Anastasius 3. 911-913
Lando 913-914
Johannes 10. 914-928
Leo 6. 928
Stefan 7. (eller 8.) 928-9312
Johannes 11. 931-935/936
Leo 7. 936-939
Stefan 8. (eller 9.) 939-9422
Marinus 2. (Martin 3.) 942-946
Agapetus 2. 946-955
Johannes 12. 955-ca. 963
Leo 8. 963-965
Benedikt 5. 964
Johannes 13. 965-972
Benedikt 6. 973-974
Bonifacius 7. (første gang) 974
Benedikt 7. 974-983
Johannes 14. 983-984
Bonifacius 7. (anden gang) 984-985
Johannes 15. (eller 16.)3 985-996
Gregor 5. 996-999
Johannes 16. 997-998
Sylvester 2. 999-1003
Johannes 17. (eller 18.)3 1003
Johannes 18. (eller 19.)3 ca. 1003-1009
Sergius 4. 1009-1012
Benedikt 8. 1012-1024
Gregor 6. 1012
Johannes 19. (eller 20.)3 1024-1032
Benedikt 9. (første gang) 1032-1045
Sylvester 3. 1045
Gregor 6. 1045-1046
Clemens 2. 1046-1047
Benedikt 9. (anden gang) 1047-1048
Damasus 2. 1048
Leo 9. 1049-1054
Victor 2. 1055-1057
Stefan 9. (eller 10.) 1057-582
Benedikt 10. 1058-1059
Nicolaus 2. 1059-1061
Alexander 2. 1061-1073
Honorius 2. 1061-1072
Gregor 7. 1073-1085
Clemens 3. 1084-1100
Victor 3. 1086-1087
Urban 2. 1088-1099
Paschalis 2. 1099-1118
Theoderik 1100-ca. 1101
Albert (også kaldet Alerik) 1101
Sylvester 4. 1105-1111
Gelasius 2. 1118-1119
Gregor 8. 1118-1121
Calixtus 2. 1119-1124
Honorius 2. 1124-1130
Coelestin 2. 1124
Innocens 2. 1130-1143
Anacletus 2. 1130-1138
Victor 4. 1138
Coelestin 2. 1143-1144
Lucius 2. 1144-1145
Eugenius 3. 1145-1153
Anastasius 4. 1153-1154
Hadrian 4. 1154-1159
Alexander 3. 1159-1181
Victor 4. 1159-1164
Paschalis 3. 1164-1168
Calixtus 3. 1168-1178
Innocens 3. 1179-1180
Lucius 3. 1181-1185
Urban 3. 1185-1187
Gregor 8. 1187
Clemens 3. 1187-1191
Coelestin 3. 1191-1198
Innocens 3. 1198-1216
Honorius 3. 1216-1227
Gregor 9. 1227-1241
Coelestin 4. 1241
Innocens 4. 1243-1254
Alexander 4. 1254-1261
Urban 4. 1261-1264
Clemens 4. 1265-1268
Gregor 10. 1271-1276
Innocens 5. 1276
Hadrian 5. 1276
Johannes 21. 1276-12773
Nicolaus 3. 1277-1280
Martin 4. 1281-12854
Honorius 4. 1285-1287
Nicolaus 4. 1288-1292
Coelestin 5. 1294
Bonifacius 8. 1294-1303
Benedikt 11. 1303-1304
Clemens 5. (i Avignon fra 1309) 1305-1314
Johannes 22. (i Avignon)3 1316-1334
Nicolaus 5. (i Rom) 1328-1330
Benedikt 12. (i Avignon) 1334-1342
Clemens 6. (i Avignon) 1342-1352
Innocens 6. (i Avignon) 1352-1362
Urban 5. (i Avignon) 1362-1370
Gregor 11. (i Avignon, i Rom fra 1377) 1370-1378
Det store skisma
Urban 6. 1378-1389
Clemens 7. (i Avignon) 1378-1394
Bonifacius 9. 1389-1404
Benedikt 13. (i Avignon) 1394-1417
Innocens 7. 1404-1406
Gregor 12. 1406-1415
Alexander 5. (i Bologna) 1409-1410
Johannes 23. (i Bologna) 1410-1415
Martin 5. 1417-14314
Clemens 8. 1423-1429
Eugenius 4. 1431-1447
Felix 5. 1439-1449
Nicolaus 5. 1447-1455
Calixtus 3. 1455-1458
Pius 2. 1458-1464
Paul 2. 1464-1471
Sixtus 4. 1471-1484
Innocens 8. 1484-1492
Alexander 6. 1492-1503
Pius 3. 1503
Julius 2. 1503-1513
Leo 10. 1513-1521
Hadrian 6. 1522-1523
Clemens 7. 1523-1534
Paul 3. 1534-1549
Julius 3. 1550-1555
Marcellus 2. 1555
Paul 4. 1555-1559
Pius 4. 1559-1565
Pius 5. 1566-1572
Gregor 13. 1572-1585
Sixtus 5. 1585-1590
Urban 7. 1590
Gregor 14. 1590-1591
Innocens 9. 1591
Clemens 8. 1592-1605
Leo 11. 1605
Paul 5. 1605-1621
Gregor 15. 1621-1623
Urban 8. 1623-1644
Innocens 10. 1644-1655
Alexander 7. 1655-1667
Clemens 9. 1667-1669
Clemens 10. 1670-1676
Innocens 11. 1676-1689
Alexander 8. 1689-1691
Innocens 12. 1691-1700
Clemens 11. 1700-1721
Innocens 13. 1721-1724
Benedikt 13. 1724-1730
Clemens 12. 1730-1740
Benedikt 14. 1740-1758
Clemens 13. 1758-1769
Clemens 14. 1769-1774
Pius 6. 1775-1799
Pius 7. 1800-1823
Leo 12. 1823-1829
Pius 8. 1829-1830
Gregor 16. 1831-1846
Pius 9. 1846-1878
Leo 13. 1878-1903
Pius 10. 1903-1914
Benedikt 15. 1914-1922
Pius 11. 1922-1939
Pius 12. 1939-1958
Johannes 23. 1958-1963
Paul 6. 1963-1978
Johannes Paul 1. 1978
Johannes Paul 2. 1978-2005
Benedikt 16. 2005-2013
Frans 1. 2013-

1Det højeste tal bruges, hvis den Felix 2., som var pave fra 355 til 358, regnes med som pave, selvom han normalt regnes for modpave.

2Stefan 2. blev valgt til pave d. 23. marts 752, men døde to dage senere, inden han kunne indvies, og regnes derfor normalt ikke med. Spørgsmålet har gjort nummereringen af de følgende Stefaner uregelmæssig.

3Der opstod forvirring om paver med navnet Johannes efter Johannes 14. (983-984), fordi historikere i 1000-tallet fejlagtigt antog, at der havde været en pave Johannes mellem Bonifacius 7. (984-985) og den virkelige Johannes 15. (985-996). De nummererede derfor dem, der skulle have været Johannes 15.-19. som Johannes 16.-20. Disse paver tilbagenummereres sædvanligvis til 15.-19., mens Johannes 21. og 22. forsat bærer de navne, de selv antog ud fra den overbevisning, at der havde været 20 Johanneser før dem. Efter den fulgte nummerering findes derfor ingen Johannes 20.

4I 1200-tallet læste man i det pavelige kancelli navnene på de to paver med navnet Marinus som Martinus; derfor antog Simon de Brie i 1281 navnet Martin 4. i stedet for Martin 2. Nummereringen er aldrig blevet rettet, og der findes altså ingen Martin 2. og 3.

De paver, der af den romerskkatolske kirke traditionelt regnes for modpaver, er sat med indryk. Paver, der er biograferet i dette værk, er sat med fed skrift. Paverækkens første navne bringes i den traditionelle rækkefølge; den første pålidelige information om en romersk biskop er Pontianus' død i 235. Pavetitlen blev først brugt fra 300-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig