kloster

Det kristne klostervæsen blev grundlagt i 200-tallet af eneboere i den egyptiske ørken. I 451 blev det en officielt anerkendt del af kirken og underlagt biskoppernes myndighed. De enkelte nonne- og munkesamfund har pligt til at følge en munkeregel. I Østkirken bruges mest Basilios' klosterregel, mens Benediktinerreglen gennem århundreder havde en dominerende stilling i Vesten og fik varig indflydelse på kirke- og kulturliv.

Benediktinernes dag er præget af korbøn og arbejde. De binder sig til et bestemt kloster og til lydighed mod den abbed eller prior, der forestår det. I 909 stiftedes cluniacenserordenen, som var en gren af benediktinerne, men underlagt pavens direkte myndighed. Ca. 1100 opstod cistercienserordenen på grundlag af det benediktinske munkevæsen, og fra samme tid kendes samfund, der følger Augustinerreglen, og hvis virksomhed er mere udadvendt end det ældre klostervæsens.

I 1200-tallets begyndelse oplevede klostervæsenet et nybrud. Byernes opkomst og en ny økonomisk orden havde ført til stor rigdom hos nogle og ekstrem fattigdom hos andre. Det gav anledning til en stærk, religiøs fattigdomsbevægelse, der for mange endte i kætteri (albigenserne). Som en reaktion opstod tiggermunkeordenerne som personalforbund uden fast tilknytning til et bestemt kloster. Deres formål var især at forkynde, og de vandt indpas på universiteterne som lærere i teologi (se skolastik). Dominikanernes officielle navn er "prædikebrødrene", mens franciskanerne efter deres fattigdomsideal kaldtes "mindrebrødre". Også augustinereremitterne, som Martin Luther senere tilhørte, var en tiggermunkeorden.

I 1300-t.s slutning opstod Birgitta af Vadstenas orden med dobbeltklostre, dvs. munke- og nonneklostre under fælles abbedisse, som især nød udbredelse i Norden. Efter Reformationen rømmedes eller lukkedes de fleste klostre i de protestantiske lande, mens klostervæsenet i de katolske oplevede en opblomstring, ikke mindst takket være den af Ignatius af Loyola grundlagte jesuiterorden og den i Spanien livskraftige karmeliterorden. I vore dage opstår stadig nye ordenssamfund.

I det middelalderlige Danmark fandtes hen ved 100 klostre, fx i Lund og Ringsted (benediktinere), i Øm, Esrum og Herrevad (cisterciensere) og i Antvorskov (johannitere); i de fleste danske købstæder lå enten et dominikaner- eller et franciskanerkloster, og i de større købstæder var begge disse ordener ofte repræsenteret. Klostervæsenet afskaffedes ved Reformationen og døde ud i 1500-tallets løb. Efter indførelsen af religionsfrihed med Grundloven af 1849 slog forskellige kvindelige og mandlige ordener sig ned i Danmark, fx Sankt Joseph Søstre i 1856 og jesuitter i 1872, og senere bl.a. præmonstratensere, franciskanere og redemptorister. De kvindelige ordener er mange, heriblandt klostre for benediktinerinder i Høsterkøb og cistercienserinder på Sostrup på Djursland.

Klostervæsenet er også udbredt i hinduismen og buddhismen, hvis tilværelsesforståelse gør et asketisk liv nærliggende. I Tibet udgjorde klostrene før Kinas magtovertagelse den vigtigste samfundsinstitution, og landets leder var munk og øverste ansvarlige for religionen.

• franciskanere
• dominikanerne
• tiggermunkeordenerne