Brødrene af Fælleslivet, den vigtigste af de lægmandssammenslutninger, der prægede det nordvesteuropæiske fromhedsliv i senmiddelalderen, og som samtidig var med til at markere overgangen til Reformationens tidsalder.
Den opstod i 1300-tallets anden halvdel som en vækkelsesbevægelse i Nederlandene med Gerrit de Groote som inspirator. Den blev videreudviklet under Florentius Radewijns (d. 1420), og fra sit hjemsted spredte den sig hurtigt til nærliggende egne i Tyskland; i 1400-tallet tilhørte Thomas à Kempis bevægelsen.
Udgangspunktet for den devotio moderna, den "moderne fromhed", der her udvikledes, var en lægmandsbaseret reaktion på det kirkelige hierarki og på skolastikkens intellektualistiske teologi. I første omgang søgte Brødrene af Fælleslivet derfor ikke tilknytning til klostrene, men indrettede egne huse, hvor de sammen kunne dyrke det religiøse liv uden at aflægge løfter eller opgive deres borgerlige erhverv. De søgte Guds nærvær gennem en personlig og åndelig frigørelse i ydmyghed, afkald og enfoldig overgivelse.
Til den asketisk-praktiske kaldsmystik knyttede sig en interesse for den gryende renæssancehumanisme, hvis nye opdragelses- og kulturidealer Brødrene af Fælleslivet søgte at fastholde i kristne rammer. Erasmus af Rotterdam modtog i sin ungdom vigtige impulser fra denne fromhedsbevægelse.
Med tilslutningen af mange gejstlige var grundlaget for en ny ordensdannelse tidligt opstået, se Windesheimkongregationen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.