Søren Kierkegaard har mere direkte anvendt og præget eksistens-begrebet som omdrejningspunkt for den menneskelige bevidsthed om egen væren og tilværelsens vilkår i lyset af den kristne tro (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846).
Kierkegaard fremhæver to indbyrdes forbundne træk ved den menneskelige eksistens. For det første er eksistens bevægelse i den forstand, at man som eksisterende er "i vorden", dvs. undervejs og ufærdig. For det andet stiller den ufærdige eksistens sig som problem eller opgave for den eksisterende selv.
Da andre ikke kan leve ens liv for en, må man selv overtage ansvaret for det. Dette vil for Kierkegaard ikke blot sige at vælge bevidst og ansvarligt mellem givne muligheder, men også at vedkende sig, at man allerede er den, man nu engang er. Den eksisterende er i etisk og religiøs forstand den enkelte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.