diakon

Diakon er den tredjehøjeste ordinationsgrad i den ortodokse og i den katolske kirke.

Sædvanligvis antages indførelsen af diakoner at være beskrevet i Apostlenes Gerninger 6,1-6, med indvielsen af de syv fattigforstandere. Paulus bruger ordet diakon om et særligt embede til varetagelse af fortrinsvis praktiske opgaver i de første menigheder. I oldkirken sang og læste diakonerne epistlen og evangeliet, og de medvirkede ved fordelingen af brød og vin under nadveren. Deres oprindelige opgave, at fordele almisserne til fattige menighedsmedlemmer, bestod fortsat, og i middelalderen blev ærkediakonen, dvs. et stifts ledende diakon, biskoppens vigtigste administrative hjælper, hvorimod det almindelige diakonat reduceredes til et led i ordinationen til præst.

Den moderne katolske kirke skelner mellem et permanent diakonat, hvor man kan være gift, og diakonatet som en lavere vielse på vej mod præstevielse, hvortil cølibatløftet fordres aflagt. I den ortodokse kirke indledes den gejstlige løbebane med indvielsen til diakon, almindeligvis for et år.

Flere protestantiske kirker bevarede betegnelsen diakoner, i Danmark som degne under de stedlige sognepræsters tilsyn.

I nutiden er betegnelsen knyttet til socialt omsorgsarbejde på kirkeligt grundlag. Diakonissestiftelsen i København (Sognediakonien), Kolonien Filadelfia i Dianalund og Diakonhøjskolen i Aarhus (grundlagt i 1920) tilbyder 2-5-årige uddannelser af diakoner (uanset køn). Uddannelserne giver adgang til stillinger inden for social- og sundhedssektoren samt i folkekirkens menigheder og i andet kirkeligt arbejde.