Calvinisme, de reformerte kirkesamfunds teologi, der har Jean Calvins opfattelse af kristendommen som grundlag.

Karakteristisk er lægfolkets inddragelse i kirkens ledelse, bruddet med den kirkelige tradition og frem for alt bestræbelsen på, at alt skal tjene til Guds ære.

Jean Calvins teologi bygger på Bibelen som vidnesbyrdet om Guds åbenbaring i Kristus. Gennem Helligånden gør Bibelen sig gældende som autoritet for det enkelte menneske og bliver rettesnor for frelsen samt for kirkens opbygning, gudstjenesten og livsførelsen.

I den endegyldige udgave af Institutio Christianae Religionis (1559) har Calvin givet en systematisk fremstilling af sin teologi: Efter det selvforskyldte syndefald kan mennesket ikke stræbe efter Gud og elske sine medskabninger, dvs. at det er uden en fri vilje. Gennem Kristus slutter Gud en ny pagt med menneskene, som jøderne kunne skimte i GT, men som først er virkelighed i NT.

Kristi stedfortrædende og sonende død muliggør frelsen, som mennesket uforskyldt får del i, når Gud skænker troen og skaber fællesskab med Kristus. Frelse er livslang helliggørelse og en retfærdiggørelse, der fra begyndelsen er fuldendt. Prædestinationslæren viser, at frelsen er uafhængig af menneskets gerninger: Gud har fra evighed af besluttet, hvem der frelses, og hvem der fortabes.

Mennesket kan derfor hverken modstå nåden eller miste den. Forbindelsen med Kristus går gennem kirken, der forkynder Guds ord og forvalter sakramenterne dåb og nadver samt, hjulpet af den kristne øvrighed, ser til, at de, der kalder sig kristne, lever efter De ti bud. Den synlige kirke er ikke identisk med de udvalgte.

Nadverens fællesskab med Kristus opstår, når mennesket i troen, ved indtagelsen af brødet og vinen, løftes op til Kristus, som sidder ved Guds højre hånd.

For gudstjenesten anviste Calvin en helt ny liturgi med prædiken over både GT og NT. Grundlaget for salmesangen var salmer fra Salmernes Bog i GT, som blev oversat til fransk af Calvin, Clément Marot, Theodor Beza m.fl. og forsynet med melodier. Prædikestolen er kirkerummets midtpunkt, alteret er erstattet af et bord, og der er ingen billeder; se billede (religiøse billeder).

Fra Genève bredte calvinismen sig, ikke mindst ved undervisningen på l'Académie under Theodor Bezas ledelse; den blev grundlag for bekendelsesskrifter for kirker i en række lande, fx Schweiz 1549 og 1566 (schweiziske bekendelser), Frankrig 1559, Skotland 1560, Tyskland 1563, Nederlandene 1571 og England 1646.

Efterhånden brugtes betegnelsen reformerte, dvs. de, hvis kristendom er gendannet efter Guds ord; i engelsktalende lande dog presbyterianere. Dordrechtsynoden forsvarede 1618-19 den calvinistiske ortodoksi over for arminianernes mildnende udlægning af prædestinationslæren.

Ved udvandring opstod reformerte kirker i Nord- og Sydamerika, Sydafrika og Australien og også i Danmark og Sverige, og gennem mission kom der kirker i både Afrika og Asien.

I 1875 grundlagdes World Alliance of Reformed Churches, men kirkesamfundene er selvstændige (reformerte kirker). I nyere tid har reformert teologi åbnet sig over for økumeni; den reformerte Willem Visser't Hooft var en af initiativtagerne til Kirkernes Verdensråd 1948, og Leuenbergkonkordien opfordrede 1973 til prædikestols- og nadverfællesskab mellem reformerte og lutherske kirker.

Blandt fremtrædende reformerte teologer fra 1900-tallet kan nævnes Karl Barth, Emil Brunner og Reinhold Niebuhr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig