Heinrich Bullinger, 1504-1575, schweizisk præst og reformator. Efter humanistiske studier i Köln brød han i 1522 med katolicismen og bidrog til zwinglianismens udbredelse i Schweiz; efter Zwinglis død i 1531 blev han dennes efterfølger som præst og reformator i Zürich. I 1549 enedes han med Calvin om nadverlæren (Consensus Tigurinus), hvorved zwinglianismen forenedes med calvinismen. I 1562 skrev han bekendelsen Confessio Helvetica posterior, der antoges af næsten hele den calvinske verden, se schweiziske bekendelser.