sakramenter

Sakramenter er i kristen teologi en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær. Den danske folkekirke har to sakramenter, dåb og nadver.

Tertullian anvendte ca. 200 for første gang ordet sacramentum om den kristne dåb og nadver. Augustin gav i 400-tallet en definition og systematiserede forståelsen: Sakramenter består for det første af det forkyndte ord og det materielle element. Det er fx kun dåb, når både ordet lyder og vandet anvendes. For det andet skelner Augustin mellem sakramenters tegn og den sag, som dette tegn betegner; sakramenter er det synlige tegn på den usynlige nåde. For det tredje skelner han mellem sakramenters brug og sakramenters virkning. Sakramentet er gyldigt, selvom det forvaltes af en kætter, hvilket bidrog til afklaring af de problemer, der havde vist sig i forbindelse med kætterdåbsstriden i 200-tallet: En dåb er gyldig, selvom den er meddelt af en kættersk præst. Men virkningen af sakramenter forudsætter tro, idet det ikke er sakramentet som sådant, men troen på det, der retfærdiggør.

Augustins skelnen mellem ord og element fik afgørende betydning for Reformationens sakramentsforståelse: Ordet og elementerne er lige betydningsfulde komponenter. For at noget efter reformatorisk opfattelse kan kaldes et sakramente, skal det være guddommeligt anordnet og dets udførelse være forbundet med en forjættelse om frelse (syndernes forladelse og evigt liv), som troen retter sig mod. Når dette sker, er sakramenter nådemidler og formidler frelsen. Til forskel fra luthersk opfattelse understregede den schweiziske reformator Zwingli, at sakramenter er tegn, hvorpå man i det ydre kender de kristne (sakramenter som bekendelseshandlinger).

Katolsk teologi betoner stærkt sakramenternes objektivitet, der kommer til udtryk i den kontroversielle formel, ifølge hvilken sakramenter virker ex opere operato, dvs. i kraft af Guds i Kristus udførte gerning. Sakramenterne virker, fordi Gud har knyttet løfte om frelse til dem; den tilsigtede virkning afhænger dog af, om modtageren tager imod dem i tro. Der er en tydelig parallel mellem det katolske begreb opus operatum (lat. 'den udførte gerning') og den lutherske betoning af det guddommelige løfte om frelse. Skønt med forskellige formuleringer er begge konfessioner enige om hermed at understrege sakramenternes objektivitet.

I den ortodokse kirke regnes sakramenter for Guds mysterier, hvor Guds kraft virker i dem, der deltager i gudstjenesten. Gennem kirkens historie har der været uenighed om sakramenternes antal. Syv sakramenter findes i den ortodokse kirke (siden unionskoncilet i Lyon 1274) og i den romerskkatolske kirke (formelt siden Firenzekoncilet 1439), nemlig: dåb, nadver (eukaristi), konfirmation (firmelse), skriftemål (bod), syges salvelse (før 1963 benævnt den sidste olie), ordination og ægteskab. Efter protestantisk opfattelse findes som nævnt kun to sakramenter, nemlig dåben og nadveren.