Leonardo da Vinci malede 1495-98 det 4,6 × 8,8 m store vægmaleri Den sidste nadver til spisesalen (refektoriet) i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano. Billedrummet er bygget op som en illusionistisk udvidelse af spisesalen, og her sidder Jesus ved sit sidste måltid, omgivet af de tolv disciple. Han har netop udtalt: 'Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig' (Matth. 26,22), og Leonardo har skildret de enkelte disciples reaktioner med en udtrykskraft - accentueret af kropsstillinger og håndbevægelser - der har gjort billedet til den mest berømte nadverfremstilling og et beundret hovedværk i malerkunsten. Disciplene er grupperet tre og tre (numrene henviser til konturtegningen): Bartholomæus 1, Jakob 2 og Andreas 3; forræderen Judas Iskariot 4 læner sig ind over bordet med sin pung knuget i hånden, foran Peter 5 og Johannes 6. Til højre for Jesus ses Thomas 7, Jakob, Alfæus' søn 8 og Filip 9, mens Matthæus 10, Judas (Thaddæus) 11 og Simon 12 udgør en ivrigt gestikulerende gruppe ved bordenden.

.

Fritz Karl Hermann von Uhde Nadveren; maleri, 1898. Staatsgalerie, Stuttgart.

.
.

Nadveren er et kristent sakramente med baggrund i Jesu Kristi sidste måltid med disciplene aftenen før korsfæstelsen, hvor Jesus deler brød og vin med dem med ordene om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod (jf. Mark. 14,22-25; Matth. 26,26-29; Luk. 22,15-20; 1.Kor. 11,23-26).

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af gammeldansk natwarth, sammensat af nat i betydningen 'aften' og -warth 'måltid'.
Også kendt som

eukaristi, kommunion, altergang, Herrens måltid

Nadveren har i dag sin plads i gudstjenestens sidste del, men fejredes oprindelig i forbindelse med et almindeligt måltid; det stiliserede måltid fandt allerede meget tidligt vej ind i gudstjenesten.

Efter oldkirkelig opfattelse er nadveren den handling, i hvilken de kristne under taksigelse (eukaristi), lovprisning (doksologi) og ihukommelse (anamnese) af Guds frelseshandling i Kristi korsfæstelse og opstandelse bekender og forkynder Frelserens nærvær i brødet og vinen til syndernes forladelse og nyt liv. Kristus træder de troende i møde og skænker dem i nutid og fremtid fællesskab med sig selv og hinanden (koinonia). Dette sker ved Helligånden, ved hvis anråbelse i epiklesen efter indstiftelsesordene Kristus ifølge tidlige liturgier bliver virkelig nærværende (realpræsens).

Dette nadversyn er siden på afgørende måde blevet modificeret. Den nytestamentlige forståelse af nadver som lovprisning og takoffer fortrængtes til fordel for en opfattelse af nadversakramentet som et sonoffer, der bringes Gud af præsten og kirken. Denne opfattelse banede vej for udviklingen af messeofferteorien, ifølge hvilken nadver, der kun kan forvaltes af en gyldigt ordineret præst, forstås som en ublodig aktualisering af korsofferet og dermed som sandt sonoffer, skønt ikke sidestillet med Kristi offer (Cyprian i 200-tallet, Gregor 1. den Store i 500-tallet, Tridentinerkoncilet i 1500-tallet).

En forudsætning for messeofferet er antagelsen af Kristi realpræsens i brød og vin, der op gennem kirkehistorien er tolket enten realistisk eller symbolsk (se transsubstantiation). Messeofferteorien betød en sejr for den sakramentale realisme, der går tilbage til Ambrosius i 300-tallet, og en undertrykkelse af den sakramentale symbolisme, især repræsenteret af Augustin, for hvem brødet og vinen er et billede på Kristi legeme og blod. Der er ifølge Augustin en analogi mellem tegnet og det, som tegnet skal betegne, og efter konsekrationen (præstens indstiftelsesord i messen over brød og vin) formår tegnet at formidle den nådegave, det er tegn på; det er med andre ord et realsymbol. Ambrosius hævdede derimod, at vinen og brødet ved konsekrationen forvandles til Kristi kød og blod, og lagde dermed grunden til en til tider kras sakramentsrealisme, der videreførtes i to store nadverstridigheder i henholdsvis 800-tallet og 1000-tallet.

I 1215 gennemførtes dogmatiseringen af transsubstantiationslæren, ifølge hvilken brødets og vinens substanser ved indstiftelsesordene forvandles til Kristi legemes og blods substanser, hvorimod elementernes accidenser bevares, så de stadig ser ud som vin og brød. Denne lære er principielt stadig gyldig, men moderne katolsk teologi har søgt at præcisere dens sigte ved at tale om transsignifikation og transfinalisation. Den såkaldte konkomitansteori betoner, at Kristus er helt og fuldt til stede i både brødet og vinen, og indebærer derfor nadveruddeling i kun én skikkelse (brødet, sub una) i modsætning til nadver under begge skikkelser (både brødet og vinen, sub utraque). Dette sidste blev et kendetegn for reformationskirkerne. Efter 2. Vatikankoncil (1962-1965) er kommunion under begge skikkelser gjort til en mulighed i den katolske kirke, men ikke til en forpligtelse.

Reformationens syn på nadver og specielt på Kristi nærvær var ikke homogent. Zwingli og sværmerne, dvs. protestantiske mystikere og dele af Reformationens radikale fløj, forstod nadver som en bekendelseshandling til minde om Kristi død, og hans nærvær som et rent åndeligt nærvær. Luther understregede derimod, at den ophøjede Herre faktisk er til stede i nadveren, og at han drager de troende ind i fællesskabet med sig. Kristi legeme og blod indtages gennem munden og fortæres også af vantro (manducatio oralis et impiorum) — ganske vist til fordærv, hvis de altså deltager i nadveren. I, med og under brødets og vinens skikkelser, der altså forbliver brød og vin, er Kristus virkelig til stede. Denne position betegnes undertiden som konsubstantiationslæren, der imidlertid som sådan næppe kan tillægges Luther. Det lutherske nadversyn styrkedes af læren om Kristi menneskelige naturs allestedsnærværelse (ubikvitet) og teorien om den sakramentale forening (unio sacramentalis) mellem de jordiske nadverelementer og den himmelske Kristi legeme og blod. For at sikre Guds frihed mente Melanchthon imod ubikvitetslæren, at Kristus er til stede, hvor han i kraft af sin forjættelse vil være til stede, dvs. i nadverens måltid (Kristi multivolipræsens). Calvin afviste manducatio oralis et impiorum og hævdede i stedet en manducatio spiritualis som konsekvens af en forståelse af Kristi nærvær som spiritualpræsens. Denne svækkes imidlertid ved hans betoning af Kristi menneskelige naturs lokalisering til Himlen, så et reelt fællesskab med ham kun bliver muligt ved menneskehjertets løftelse til ham i Helligånden, samt ved en dualisme mellem legeme og sjæl, der fører til en forestilling om, at nadver finder sted på to planer, så de troendes sjæle åndeligt får del i Kristi legeme og blod, mens de på samme tid legemligt nyder brødet og vinen. Den anglikanske tradition er calvinsk præget, men betoner i højere grad nadverens socialetiske og praktiske dimension.

I 1900-t. har nadver været genstand for indgående dialoger mellem konfessionerne, således i Leuenbergkonkordien og i samtaler mellem protestantisme og katolicisme. Målet er etablering af interkommunion, der står som symbolet for og på mange måder realiseringen af kirkelig enhed, idet nadver som det fællesskabsstiftende måltid er enhedens sakramente overhovedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig