Konfirmation er en kirkelig handling, hvor unge ved overgangen til voksenalderen bekræftes i deres dåb; i Danmark indført i 1736. Oprindelig var konfirmationen en del af dåbshandlingen, nemlig den åndsmeddelelse gennem håndspålæggelse, der fulgte efter dåben (jf. Ap.G. 8,14-16).

Faktaboks

Etymologi
Ordet konfirmation er afledt af latin confirmatio 'bekræftelse', af kon- og firmare 'fæstne'.

I den romerskkatolske kirke er konfirmationen et sakramente (firmelse). Martin Luther afviste imidlertid konfirmationen som et sakramente, men bevarede den som en kirkelig skik; den er både bekræftelse af dåben og adgangsbetingelse for nadveren, og derfor kom overhøring i katekismen og de unges bekendelse til at spille en vigtig rolle.

Konfirmation i Danmark

I Danmark indførtes ved en forordning af Christian 6. en egentlig konfirmation i 1736, hvor man under påvirkning af pietismen ser den personlige omvendelse og bekendelse som handlingens centrale indhold. I modsætning til denne opfattelse fremhævede N.F.S. Grundtvig konfirmationens objektive betydning som Guds besegling (bekræftelse) af dåbspagten. Først i 1909 brød man med den pietistiske opfattelse og indførte muligheden for en konfirmation som ren velsignelseshandling uden tilspørgsel eller overhøring af konfirmanderne.

Ud over den kirkelige betydning har konfirmationen i dag en vigtig funktion som familiefest ved konfirmandens overgang fra barndom til voksenalder. I mange tilfælde vil selve festen og den efterfølgende blå mandag blive tillagt den største vægt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig