Faktaboks

Thomas Müntzer
Født
1489, Harzen, Tyskland
Død
27. maj 1525, Thüringen, Tyskland
Levetid - kommentar
Fødselsåret er omtrentligt.

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

.

Thomas Müntzer var en tysk teolog. Han var betydeligste repræsentant for den radikale del af Reformationen / de radikal-reformatoriske bevægelser.

Müntzers tidligste år

Før han i 1520 blev prædikant i Zwickau i Sachsen, havde Thomas Müntzer levet et omflakkende liv; og meget er helt uklart. Han har utvivlsomt søgt kontakt med kredsen omkring Martin Luther i Wittenberg, som han også besøgte. Efter åbne konflikter med munke og kollegaen Egranus blev han i 1521 afskediget og rejste til Bøhmen.

Spiritualistisk teologi

Snart efter ankomsten til Bøhmen kombinerede Müntzer sin kritik af den katolske kirke med en spiritualistisk og apokalyptisk teologi; for ham var den personlige erfaring af Helligåndens virke en garanti for, at man tilhørte Guds udvalgte.

Med denne opfattelse fjernede han sig afgørende fra Luther, der ikke anerkendte særlige åbenbaringer ud over den almene kristentro. I Müntzers fortolkning af Bibelen sidestilles Det Gamle Testamente med Det Nye Testamente på en sådan måde, at han kunne anvende Det Gamle Testamentes tale om social retfærdighed og væbnet kamp imod de gudløse (fx Esajas' Bog, kap. 1) som et aktuelt krav i samtiden.

Müntzers gudstjenester

Thomas Müntzer var præst i Allstedt, en lille kurfyrstelig enklave omgivet af katolske territorier. Som den første af reformatorerne gennemførte han her i årene 1523-1524 en fuldstændig tysk gudstjenestereform, hvilket skaffede ham mange tilhængere. Fra de omliggende fyrstendømmer med gammeltroende fyrster strømmede folk i hobetal til hans gudstjenester; og han skabte her et første "Gudsforbund".

Hans tilhængere stormede og nedbrændte i marts 1524 et nærliggende valfartskapel. Myndighederne, hertug Johann i Weimar, blev opmærksomme på hans virke. Johann og hans søn Johann Friedrich hørte den 13 juli 1524 Müntzer holde en prædiken, som er gået ind i historien som "Fyrsteprædikenen". Müntzer opfordrede i kraftige vendinger fyrsterne til at støtte hans "Mod-Wittenberg"; ellers ville de blive stødt fra tronerne. Fyrsterne støttede ham ikke, men skred ind mod ham. Han frygtede det værste og valgte i begyndelsen af. august 1524 at flygte fra byen.

Ankomsten til Mühlhausen

Han rejste til den frie rigsstad Mühlhausen i Thüringen, hvor han på grund af byens status kunne være sikret mod fyrstelige ind- og overgreb. Herfra forsvarede han sin og folkets modstand mod den verdslige øvrighed og dens håndlangere, til hvilke han regnede Luther, "det åndløse kød i Wittenberg". Luther havde advaret byens råd mod Müntzer, og allerede lige efter ankomsten til byen rådet fyrsterne til at gribe håndfast ind over for såvel bøndernes ledere som Müntzer personligt; Luther havde omtalt Müntzer som Satan selv.

Den altomfattende reformation

Mühlhausen skulle som et reformatorisk centrum gøres til udgangspunkt for en altomfattende reformation. I perioden september 1524 til februar 1525 var Müntzer fraværende, men da han var kommet tilbage, blev der gennemført en omfattende reformation – byens regerende råd blev afsat, og der blev valgt et "Evigt Råd", som næsten udelukkende repræsenterede middelklassen. Tilhængerne blev organiseret i et "Evigt Gudsforbund", blandt hvis medlemmer også var de senere døber-ledere Hans Hut, Hans Römer og Melchior Rinck og måske også Hans Denck, der muligvis kortvarigt virkede som lærer i byen.

Revolutionen i 1525

Da de store folkelige opstande, tidligere kaldt "Bondekrigen" og i dag mere præcist "Revolutionen i 1525" i april 1525 bredte sig til Thüringen, blev Mühlhausen på en gang et reformatorisk kerneområde og et oprørscenter. Müntzer så opstanden og oprørerne som Herrens redskab i den afsluttende kamp mod de "gudløse".

Müntzer tages til fange

Ved Frankenhausen tilintetgjorde en forenet fyrstehær i maj 1525 den store oprørshær, der havde samlet sig her. Omkring 6000 oprørere omkom, mens tabene på fyrsternes side var uendeligt små. Müntzer blev taget til fange, bragt til sin ærkefjende grev Ernst af Mansfeld på borgen Heldrungen, hvor han under tortur 'tilstod' (hans Bekendelse) og senere ført til fyrstehærernes lejr uden for Mühlhausen, hvor han blev henrettet sammen med den anden vigtige Mühlhausen-reformator Heinrich Pfeiffer.

Thomas Müntzers eftermæle

Alle levn af Thomas Müntzers virksomhed blev undertrykt af den lutherske tradition, men hans teologi fik betydning for dele af døberbevægelserne, først og fremmest for Hans Hut.

Socialistisk og marxistisk historieskrivning drog ham frem fra almen glemsel og tolkede ham som fremsynet revolutionær. Kildekritiske undersøgelser har siden 1950'erne gradvis søgt at frigøre ham fra såvel luthersk afvisning som marxistisk glorificering. I den marxistiske forskning i DDR døde glorificeringen i løbet af 1970'erne og blev erstattet af en meget mere nuanceret fremstilling, som også skildrede teologen Müntzer og ikke kun 'revolutionshelten'.

Historikere og kirkehistorikere var fælles om vigtige publikationer i anledning af markeringen af Müntzers 500-års-dag i 1989. Han blev dog stadig fremstillet som den centrale skikkelse i "den tidlig-borgerlige revolutions" afgørende periode til og med revolutionen i 1525. Den bedste dokumentation for det findes hos historikeren Manfred Bensing i arbejder fra 1960'erne og 1970'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig