Santalmissionen er et folkekirkeligt missionsselskab, stiftet i 1867 af danskeren H.P. Børresen og nordmanden L.O. Skrefsrud. I 2000 blev Santalmissionen lagt sammen med Det Danske Missionsselskab i Danmission.

Faktaboks

Også kendt som

Dansk Santalmission

Som navnet antyder, begyndte arbejdet blandt santalerne i Indien, og grundlæggerne vakte efterfølgende begejstring for projektet i hjemlandene, hvor der blev stiftet lokale støttegrupper – i Danmark i 1877.

Efter Indiens uafhængighed blev den tidligere missionsledede kirke selvstændig i 1950 under navnet The Northern Evangelical Lutheran Church (NELC). I 1966 udvidedes arbejdet til det daværende Østpakistan (nu Bangladesh); fra 1981 tillige i Nepal, fra 1993 i Cambodja og fra 1994 i Mongoliet.

Selskabet arbejdede ved udsendelse af missionærer og tekniske eksperter fra både Danmark og Asien. Det skete gennem udviklingsprojekter og økumenisk kirkesamarbejde med henblik på forbedring af menneskers levevilkår både åndeligt og materielt.

Efter flere års diskussion gik den danske del af Santalmissionen sammen med Det Danske Missionsselskab i 2000, mens den norske afdeling året efter gik med i Normisjon, en sammenlægning af organisationer for ydre mission og mission i Norge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig