Dambalas ceremonielle flag
Slange-guden Dambalas flag. Ophængt i helligdommen eller båret rundt under kulthandlinger betegner det gudens tilstedeværelse. Personer, der under dansen bliver besat af Dambala, ruller sig på jorden, formentlig i efterligning af slangen. Dambala er i den vestafrikanske baggrund regnbueslangen, der bærer verden, men betegner også visdommen og elementet vand. Han identificeres også med Skt. Patrick. Hjertet midt i billedet er gudinden Erzulies tegn. Hun optræder som Dambalas andenhustru. Til begge disse guddomme ofrer man traditionelt æg.
Nationaal Museum van Wereldculturen, Amsterdam.
Licens: CC BY SA 3.0

Voodoo er folkereligionen i Haiti. Det er en sammensat religion, hvis hovedbestanddele stammer fra forskellige vestafrikanske traditioner, der med slavegjorte afrikanere blev bragt til Haiti og her blev forbundet med den franske kolonimagts katolicisme.

Faktaboks

Etymologi
Ordet voodoo kommer via engelsk fra haitiansk-kreolsk vaudou, der i det vestafrikanske sprog fon betyder 'gud'.
Også kendt som

vodu

Guddommene kaldtes snart vodu, snart loa eller orisha, og forskellige vestafrikanske højguder blev forenet i det kreolske navn Bon Dieu ('gode Gud'). Mange af guddommene fik også kristne helgennavne.

Med udvandringsbølgerne har voodoo-kulter i nutiden bredt sig til flere nordamerikanske byer.

Voodoo-ceremoni
En nutidig Voodoo-ceremoni med traditionelle trommer i Haïti
Af /Jacmel, Haïti.
Licens: CC BY SA 3.0

Voodoo-kulten

Folkereligionen, der lever side om side med en officiel katolsk kirke, har sit centrum i en besættelseskult, som den kendes fra Afrika og fra andre afroamerikanske religioner. Man anråber først formidlerguden Papa Legba, og under dans til trommerytmer bliver deltagerne efterhånden besat eller "redet" (kreolsk chevauché) af guddommene. Kulten, som er velorganiseret og forestås af et præsteskab, er opfattet som et velsignelsesrigt besøg af guderne.

Brugen af dukker

Voodoo er kendt for et mindre væsentligt træk, som har gjort et uudsletteligt indtryk på europæerne: brugen af dukker, som man stikker nåle i for at skade den, som dukken repræsenterer. Det kendes fra mange egne af verden, men voodoo nævnes ofte med urette som skoleeksempel på denne såkaldte homoiopatiske magi. Derimod bruges tøjdukker ofte på Haïti som gudebilleder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig