dødsrige

Dødsrige, almindelig udbredt forestilling om et varigt eller foreløbigt opholdssted for de døde. Forestillingen er forbundet med rituelle foranstaltninger for at sikre de døde et fortsat liv; se begravelse og forfædrekult.

De specielle forestillinger om et dødsrige er selv inden for de enkelte kulturområder meget varierede, idet gamle skikke ofte bevares, når nye kommer til. I gamle agerbrugskulturer er dødsrige ofte det samme som slægtsgraven, placeret nær de levendes boliger, undertiden under selve bopladsen, så slægten bevares intakt. I det gamle Egypten fik dødsriget og vejen dertil særlig opmærksomhed, som det ses i kongernes monumentale pyramider og i pyramideteksterne, som skulle sikre kongen en evig plads i solgudens båd på den himmelske Nil. Hertil kommer balsameringen af kongens lig, som bebor pyramiden og dér modtager ofre. Med de såkaldte Dødebøger som vejvisere for almindelige dødelige, der også balsameredes, sikres den døde vejen gennem Osiris' domstol frem til "fredsmarkerne", hvor det frodige liv genoptages; de symbolske figurer, der var givet den døde med i graven, skulle lette tilværelsen i det hinsidige.

I hinduismen stiger den døde med røgen ved ligbrændingen til Yamaloka, Yamas rige, hvor forfædrene er samlet; sideløbende med denne forestilling har læren om reinkarnation (samsara) domineret siden upanishaderne (ca. 800-400 f.Kr.). De efterlevende foretager den rituelle nedlægning af knoglerne i en urne med ordene: "Læg dig, jord, tryk ham ikke"; et forfaderoffer, shraddha, er knyttet hertil.

Livets ubestandighed og en vanskeligt opnåelig, hinsidig frelse fra fortsat genfødsel er udslaggivende i buddhismen; derfor tilstræber lægbuddhister en stadig forbedret genfødsel. Et egentligt dødsrige er der således ikke tale om, men det forhindrer ikke de efterlevende i at ære forfædrene, som fx i Japan er repræsenteret ved særlige forfædretavler og ved omfattende urnegravanlæg, fx ved helligstedet Koyasan i det sydlige Japans bjerge.

I den nære orients lande før islam blev dødsriget opfattet som et trøstesløst sted, hvor de døde er til som skygger; de efterlevende sørger for deres døde og giver dem mad og drikke med i graven. Med opstandelsestroen inden for jødedommen i de sidste århundreder før Kristus blev dødsriget en mellemtilstand, hvori de døde afventer deres endelige skæbne ved verdens ende (Daniels Bog 12,2; se også dommedag). I NT har evangelierne en forventning om en forestående dom for både levende og døde ved Menneskesønnens komme (Matth. 25,31f.; Luk. 12,35f.). Desuden forudsættes dødsriget at være et pinested for de onde, mens de gode straks finder hvile hos Abraham i himlen (Luk. 16,19f.). Ellers betegnes pinestedet ofte Gehenna. I apostlenes breve er perspektivet længere, så dødsriget bliver en mellemtilstand (1. Pet. 3,18f.) før dommen; denne forestilling har holdt sig.

I islam er den nært forestående dom tema i Muhammeds tidlige forkyndelse, sura 56: De på højre side går til "vellysts haver", mens de til venstre er "i glødende vind". Med tiden henvises islams døde til deres grave, hvor de vendt mod Mekka afventer dommen.

Vedr. klassiske græske og vedr. nordiske forestillinger, se hhv. Hades, Hel og Valhal.