Ebjoniter, (af lat. ebionita, via gr. fra hebr. ebjonim 'de fattige'), en jødekristen sekt, kendt fra kirkefaderen Irenæus' omtale ca. 180; deres tidligste historie er dunkel. Betegnelsen ebjoniter anvendes også mere bredt om jødekristne grupper i den ældste kristendom, som fastholdt Moseloven og de jødiske forskrifter og opfattede Jesus som en profet. Senere blev ebjoniterne påvirket af gnostiske tankebaner.

Ebjoniterevangeliet

er et apokryft evangelium fra 200-t.s begyndelse, nedskrevet af ebjoniterne; det kendes kun i brudstykker gennem kætterjægeren Epifanios af Salamis (d. 403). Ebjoniterevangeliet er begyndt med en omtale af Johannes Døbers virke, hans vegetariske levevis og Jesu dåb; derpå er fulgt vers om Jesu udvælgelse af apostlene, hans sande familie, afskaffelse af ofre og om Jesu afvisning af at spise påskekødet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig