Hilarius af Poitiers, ca. 315-ca. 367, oldkirkelig teolog og biskop. Han blev døbt som voksen og valgtes engang før 356 til biskop af Poitiers i Gallien. Han måtte en overgang, uvist hvorfor, gå i eksil i Lilleasien. Her tog han virksomt del i kampen mod arianismen og bestræbelsen for samlingen af de antiarianske retninger (se den arianske strid). Hans forfatterskab omfatter foruden bibelkommentarer, hymner og polemiske skrifter det dogmatiske hovedværk Om Treenigheden, et stort anlagt opgør med arianismen. Han står som en betydningsfuld formidlerskikkelse mellem græsk og latinsk kristendom. Salmen "Aleneste Gud i Himmerig" bygger måske på en tekst af Hilarius.