Hermas, forfatter til det oldkristne skrift Hyrden, del af skriftsamlingen De Apostolske Fædre. Det forholdsvis lange skrift, der inddeles i fem Syner, tolv Bud og ti Lignelser, er formentlig skrevet i Rom i 100-tallet. Af form er det et åbenbaringsskrift, hvori Hermas skildrer forskellige visionære oplevelser; det har navn efter den gennemgående åbenbaringsformidler, der viser sig i hyrdeskikkelse. Indholdet er formanende og konventionelt, koncentreret om, hvorvidt en kristen, der har begået synd efter dåben, kan få tilgivelse. Svaret er, at der gives én mulighed, en forløber for den senere bodsinstitution. Skriftets interesse for familieforhold, pengesager og seksualitet giver indtrykket af en moralistisk, nærmest småborgerlig kristendom.