Faktaboks

Ambrosius
Død
397
Levetid - kommentar
ca. 339/40 (333/34)-397
.

Ambrosius, ca. 339-397, kirkefader, biskop af Milano. Ambrosius regnes af den romerskkatolske kirke blandt de fire 'kirkelærere', latin doctores ecclesiæ; de tre andre er Hieronymus, Augustin og Gregor den Store.

Liv og baggrund

Ambrosius blev født i Trier af kristne forældre, men selv først døbt i 374. Efter en juridisk uddannelse med henblik på en embedsmandskarriere blev han ca. 370 statholder for Norditalien og fik bopæl i Milano.

Da den arianske biskop af Milano døde i 374, opstod der strid mellem de arianske og de katolske kristne om valget af en ny biskop. Ambrosius ville mægle, men blev selv spontant valgt, skønt han endnu kun var katekumen og ikke døbt.

Som biskop fik han afgørende indflydelse på den katolske kirkes forhold til staten, til arianerne og til ikke-kristne. Han udfoldede en udbredt social hjælpevirksomhed, der gavnede kirkens udbredelse.

Teologi og virkningshistorie

Ambrosius er kendt for en række bibelfortolkninger og bøger om etiske, dogmatiske og kateketiske emner; han var stærkt påvirket af Origenes (allegorisk bibeltolkning) og af "ny-nikænsk" ortodoksi.

Af varig betydning for den kirkelige liturgi blev den såkaldte ambrosianske sang. Ambrosius er forfatter til flere hymner, der fik stor udbredelse, og han blev kendt som en fremragende prædikant, hvis forkyndelse fik mange, deriblandt Augustin, til at lade sig døbe.

I Milano lod Ambrosius den store basilika Sant'Ambrogio opføre i slutningen af 300-tallet (ombygget i romansk stil i 800-1100-tallet). I kunsten fremstilles han som biskop, tidligst i en mosaik fra ca. 470 i kapellet San Vittore in Ciel d'Oro ved Sant'Ambrogio. Blandt hans helgenattributter er en bikube eller et barn i en vugge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig