Judas Iskariot

Judas Iskariot var den af Jesu disciple, som ifølge evangelierne forrådte ham med et kys (jf. Matthæusevangeliet, 26,47-50 med parallelsteder).

Judas var i hellenistisk-romersk tid et almindeligt jødisk navn. Tilnavnet Iskariot er dunkelt; det kan på hebraisk betyde 'manden fra byen Kariot', men det kan også have forbindelse med sica, latin 'dolk' og sicarius 'snigmorder', en betegnelse, som romerne anvendte om en del af de jødiske oprørere. Denne tolkning af Judas' navn har givet anledning til formodninger om, at årsagen til hans forræderi skulle være hans skuffelse over, at Jesus ikke viste sig at være den messianske befrierskikkelse, som Judas og andre havde håbet på. Denne forklaring spiller en rolle i moderne fortolkninger af Judasskikkelsen, fx i rockoperaen Jesus Christ Superstar. Der findes dog ikke gode belæg for denne formodning.

Evangeliernes beretninger sætter fokus på andre sider af Judas. Det hævdes, at Judas' forræderi blev begået for ussel mammons skyld (30 sølvpenge, jf. Hakeldama; Matthæusevangeliet, 26,14-16 med parallelsteder; 27,3-10; Johannesevangeliet, 12,4-6; Apostlenes Gerninger, 1,16-20). Denne tolkning af Judas har altid været den mest populære.

To steder fortælles, at Judas' forræderi var sat i værk af Satan (Lukasevangeliet, 22,3 og Johannesevangeliet, 13,2 og 27). Dermed reduceres Judas' personlige ansvar for forbrydelsen, som i stedet ses som et led i en kosmisk kamp mellem Gud og Satan.

Endelig antydes, at Judas' forræderi var et led i Guds overordnede plan (Matthæusevangeliet, 26,20-25 med parallelsteder; Johannesevangeliet, 18,4-5; Apostlenes Gerninger, 1,16). Denne tolkning fik en dominerende plads i den kristne kirkes teologi.

De sidste to fortolkninger er teologisk subtile og har ikke haft folkelig gennemslagskraft. I den kristne fortælletradition og billedkunst træffer vi næsten udelukkende idéen om Judas som den onde forræder.

I repræsentative kunstneriske fremstillinger indgår Judas Iskariot ikke blandt Jesu 12 apostle; til erstatning har man valgt Matthias eller Paulus. Judas Iskariot afbildes gerne som forræderen i Getsemane (Judaskysset), ved den sidste nadver — ofte med en pengepung og et ondt ansigt — og som den, der efter forræderiet begår selvmord ved at hænge sig i et træ.