Det Nye Testamente er den kristne Bibels anden hoveddel (første hoveddel udgøres af Det Gamle Testamente). Det latinske testamentum gengiver det græske diatheke 'pagt' i betydningen 'forordning'. Navnet henviser til den nye pagt, som er profeteret i Det Gamle Testamente (især Jeremias' Bog 31,31-34), og som ifølge kristen opfattelse blev indstiftet ved Jesu død.

Faktaboks

Også kendt som

NT

Allerede hos Paulus optræder betegnelsen den gamle pagt om Moseloven (2. Korintherbrev 3,14), og i analogi hermed blev den nye pagt, NT, efterhånden navnet på den samling skrifter af kristen oprindelse, som fra ca. midten af 100-tallet fik status som helligt skrift på linje med Det Gamle Testamente. Det tidligste vidnesbyrd om tilføjelsen af kristne skrifter og dermed skabelsen af en særlig kristen Bibel optræder ca. 180 hos biskop Irenæus af Lyon. Selve sprogbrugen Det Gamle og Det Nye Testamente synes forudsat hos Meliton fra Sardes ca. 170, men er først sikkert bevidnet hos Klemens fra Alexandria ca. 200.

Tilblivelse, omfang, indhold

Samlingen af de nytestamentlige skrifter som udtryk for kirkens trosgrundlag og særlige tolkning af Det Gamle Testamente var et led i dens konsolidering og afvisning af andre skrifter, fx gnostiske. Betydning fik her bl.a. Markions skabelse engang mellem 120 og 150 e.Kr. af en "bibel", der udelukkende bestod af kristne skrifter.

Det Nye Testamentes skrifter

Omfanget af de 27 skrifter, som i dag udgør NT, blev fastlagt gennem en proces, der i store træk var afsluttet i ca. 200; nogle skrifter var dog fortsat omstridte i de følgende århundreder, og helt fast lå tallet først i slutningen af 300-tallet, da et politisk ønske om en fast afgrænsning af en autoritativ skriftsamling opstod som følge af, at kristendommen var blevet statsreligion. På reformationstiden lagde Luther til at begynde med op til, at enkelte skrifter, fx Jakobsbrevet, burde tages op til fornyet overvejelse, men frafaldt det igen.

Indholdsmæssigt falder NT i fire afdelinger. Først står de fire evangelier, som traditionen har tilskrevet hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ældst er Markusevangeliet (fra ca. 70), mens de andre evangelier ofte antages at stamme fra de sidste årtier af det 1. århundrede e.Kr., idet der dog i nyeste tid er en bevægelse i retning af at datere Lukasevangeliet så sent som til 130'ne eller 140'ne. Matthæusevangeliet er anbragt forrest, fordi det med sin indledende slægtstavle begynder med begyndelsen. Det kan overraske, at man således accepterede fire også teologisk meget forskellige evangelier, men udbredt brug synes at have sikret deres forbliven.

Fortællende er også Apostlenes Gerninger, der faktisk er anden del af et dobbeltværk, hvis første del er Lukasevangeliet. At de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, skyldes i hvert fald også, at Apostlenes Gerninger skal stå som optakt til NTs tredje afdeling, apostelbrevene; her optræder de første 13 som skrevet af Paulus, der netop er hovedpersonen i anden halvdel af Apostlenes Gerninger.

De ægte Paulusbreve er de ældste skrifter i NT, fra begyndelsen af 50'erne. Tidligt blev også det anonyme Hebræerbrev regnet for et Paulusbrev, hvorved der blev 14 i alt, to gange syv. Afdelingen omfatter yderligere syv breve, nemlig Jakobsbrevet, to Petersbreve, tre Johannesbreve samt Judasbrevet, som, fordi de ikke har en bestemt menighed som adressat, almindeligvis kaldes "de katolske breve". Som effektfuld afslutning står NTs eneste apokalypse, nemlig Johannes' Åbenbaring, der optræder som en rundskrivelse til syv menigheder i det vestlige Lilleasien. Rækkefølgen, hvori de forskellige bøger optræder i NT, kan variere i de ældste bibelhåndskrifter, men lå forholdsvis tidligt fast.

Kriterier for optagelse

Bestemmende for, om et skrift kunne stå i NT (se kanon), var, at det var apostolsk, dvs. stammende fra en apostel eller en aposteldiscipel, og at det var i overensstemmelse med "trosreglen", dvs. udtryk for apostolsk kristendom. Disse kriterier forudsætter hinanden, og et tredje var nok så virksomt, nemlig udbredt brug i menighedernes gudstjeneste. Det var Irenæus, der først fastslog, at apostolsk oprindelse var afgørende.

Enkelte skrifter, der i dag henregnes til de apostolske fædre, regnedes til tider og nogle steder med og optræder i nogle tilfælde i de store gamle bibelhåndskrifter. I dag må det konstateres, at bortset fra de ægte Paulusbreve er forfatterangivelserne for evangeliernes vedkommende udtryk for senere tradition, for brevenes vedkommende resultat af pseudepigrafi, dvs. affattelse af skrifter i andres navn. Begge dele skulle tjene til at give skrifterne apostolsk autoritet. Eneste undtagelse er Johannes' Åbenbaring; spørgsmålet er blot, hvilken Johannes der er ment. Traditionen tillagde det Zebedæussønnen Johannes, som også blev tilskrevet forfatterskabet til Johannesevangeliet og Johannesbrevene.

Hvor den videnskabelige disciplin nytestamentlig indledning (jf. isagogik) oprindelig lagde hovedvægten på ægthedsspørgsmålet med henblik på at skelne primært fra sekundært, mener i dag kun de færreste, at konstateringen af, at et nytestamentligt skrift har en falsk forfatterangivelse, skal få konsekvenser for dets plads i NT.

Sprog

Alle de nytestamentlige skrifter er originale græske skrifter, affattet på koine-græsk. Det gælder også Matthæusevangeliet trods en oldkirkelig overlevering om, at det skulle være en oversættelse fra hebraisk.

Teologi

Teologisk indeholder NT næsten lige så mange typer kristendom, som der er forfattere. Alligevel må det konstateres, at selvom enkelte skrifter som fx Matthæusevangeliet og Jakobsbrevet stammer fra miljøer af jødiske Kristus-troende, repræsenterer de en afsvækket jødisk kristendom. NT er i den forstand en samling af skrifter for en kirke, der i alt væsentligt bestod af ikke-jødiske Kristus-troende, og ingen af dets skrifter repræsenterer en udtalt jødisk bestemt kristendom, ofte noget misforståeligt benævnt jødekristendom.

Tilblivelsen af NT betød også en ændring i forholdet til Det Gamle Testamente, som i de første hundrede år af kirkens historie var dens hele Bibel, ganske vist tolket i lyset af troen på Jesus som Kristus. De enkelte nytestamentlige skrifter såvel som det samlede NT er dog ikke blevet til for at erstatte Det Gamle Testamente som Bibel, men tværtimod for at fastholde det som Bibel i en bestemt fortolkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig