Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger skildrer i forlængelse af sin udgave af beretningen om Jesus i Lukasevangeliet den kristne menigheds grundlæggelse og tidligste udbredelse frem til det tidspunkt, hvor kristendommen når til Rom, og hvor dette skrifts Paulus endelig opgiver at forkynde evangeliet for jøder. For en moderne læser er det utilfredsstillende ikke at få oplyst udgangen på retssagen mod Paulus; den har efter alt at dømme været kendt. Men forfatteren har øjensynlig ikke villet behandle Paulus' skæbne, men menighedens historie. Han kan også have villet undgå at forudsætte et fjendtligt forhold til den romerske øvrighed.

Apostlenes Gerninger har tydeligvis både et historisk og et teologisk formål. Skriftet beretter om væsentlige begivenheder af betydning for kirkens udvikling, men det søger også at fremme bestemte teologisk-kirkelige synspunkter og er således en logisk fortsættelse af evangeliedelen. Dette fremgår dog ikke af håndskriftoverleveringen, hvor Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger aldrig optræder sammen. Denne adskillelse er fastholdt i praktisk taget alle trykte bibler. Ved sin nuværende placering står Apostlenes Gerninger som en indledning til Det Nye Testamentes brevdel.

Sprog og stil er påvirket af Septuaginta, den græske oversættelse af Det Gamle Testamente. Det blev tidligere antaget, at der lå forskellige ældre kilder til grund for dele af Apostlenes Gerninger. I kapitel 16, 20, 21 og 27-28 findes nogle afsnit, hvor der optræder en fortæller, der anvender 1. person flertal: "vi". Det har bevirket, at man har søgt at udsondre en "vi-kilde", der tilsyneladende overalt er anvendt i rejseberetninger, der i givet fald kunne gå tilbage til en rejseledsager til Paulus. I skriftets første tolv kapitler er apostlen Peter den dominerende skikkelse, mens det er Paulus, der er hovedperson i resten af skriftet. De store taler undervejs af Peter (i kapitel 2, 3 og 10), martyren Stefanus (kapitel 7) og Paulus (i kapitel 13, 20, 22 ,24 og 26) er der i dag udbredt enighed om at tilskrive forfatteren til Apostlenes Gerninger som udtryk for hans teologi.

Kapitel 15 er det centrale afsnit, hvor det vigtige teologiske spørgsmål behandles: Skal (mandlige) ikke-jøder for at kunne regnes for sande Kristus-troende underkaste sig omskærelsen? På Apostelmødet i Jerusalem, der lader sig datere til år 53 e.Kr. og også er omtalt i Paulus' brev til Galaterne (se Gal 2,1-10), blev dette krav afvist, hvorved kristendommens universalitet blev anerkendt, og der fremkom en mulighed for fællesskab mellem de to grupper. Apostlenes Gerninger har i det foregående forberedt denne afgørelse ved at berette om, hvordan evangeliet lidt efter lidt var blevet modtaget af ikke-jøder (kapitel 8, 10, 11 og 13), hvor det vel at mærke bliver Peter, der står for gennembruddet. Et andet teologisk sigte er at understrege Helligåndens betydning. Det sker især ved beretningen om åndsudbredelsen pinsedag og ved flere beretninger om tilfælde, hvor beslutninger afgøres af "Ånden" eller "Jesu ånd", jf. Apostlenes Gerninger, 16,7 og 19,21.

Som historisk kildeskrift er Apostlenes Gerninger af stor, men omstridt betydning. Skriftet er i hvert fald en tvivlsom kilde til Paulus' historie. Således bliver Paulus her underordnet Peter, og de Paulus-breve, der i mellemtiden var blevet kontroversielle i nogle kredse, end ikke nævnes, ligesom begrebet apostel i dette skrift bliver begrænset til de tolv på en måde, så Paulus ikke kan være det. Mest nærliggende er det derfor at forstå Apostlenes Gerninger som en teologisk bestemt tilrettelæggelse af den kristne kirkes tidligste historie på en sådan måde, at det til at begynde med nære forhold til jødedommen bliver et overstået kapitel. Således består de kristne menigheder på Apostlenes Gerningers affattelsestid i al overvejende grad af Kristus-troende af ikke-jødisk herkomst.

• Det Nye Testamente
• Det Gamle Testamente
• Paulus