Kabirer er en ikke veldefineret gruppe mandlige, chthoniske guddomme, hvis mysteriekult fandtes langs det nordlige Ægæerhav, bl.a. i Samothraki.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kabirer kommer af græsk kabeiroi, formentlig af semitisk kabir 'herre'.

Der er to generationer kabirer, far og søn, men deres navne og antal varierer, og de er kun delvis indpasset i det græske Pantheon som efterkommere af Zeus (i Boiotien) eller af Hefaistos (på Lemnos). Ved udgravninger på det bedst kendte kultsted, Theben i Boiotien, er der fundet spor fra 600-tallet f.v.t., men kulten er formentlig ældre. En særlig type sortfiguret keramik fra 500-400-tallet f.v.t., kabiriske vaser, fundet i nærheden af helligdommen, illustrerer i en morsom, parodierende streg flere græske myter (Kadmos og dragen, Odysseus og Kirke, Herakles) og afspejler antagelig en lokal komedietradition.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig