Kybele

Kybelekultens historie i Romerriget er meget veldokumenteret. Under Den 2. Puniske Krig (218-201 f.v.t.) havde de hårdt trængte romere søgt råd i De Sibyllinske Bøger og hos oraklet i Delfi. Svarene lød, at kun Den Store Moder fra Pessinus kunne befri Italien. Pessinus tilhørte det græske kongerige i Pergamon, og kong Attalos 1. udleverede gerne den hellige sten til den romerske delegation. I foråret 204 f.v.t. ankom båden med Gudernes Moder og hendes præster til Rom. Krigslykken vendte, og kornet groede bedre. Den fremmede gudinde havde vist sin effektivitet. I 191 f.v.t. blev der bygget et tempel for hende, hvor de i romerske øjne højst ejendommelige kastratpræster (latin galli) levede et isoleret liv. Under den årlige fest i april for Kybele førtes den hellige sten til en bæk ved Tiberen for at blive renset. Forbuddet mod, at romerne lod sig indvie, blev opretholdt.

I kejsertiden blev festen for den døde og opstandne Attis meget populær, og bevarede indskrifter omtaler romere med ærestitler i Kybele-Attis-kulten, som efterhånden fik karakter af en mysteriereligion med optagelsesriter og løfte om frelse. Ca. 150-400 e.v.t. indgik et nyt element, tyreofferet (taurobolium), i kulten, som i disse århundreder bredte sig til hele Romerriget.