cluniacensere

Cluniacensere, gren af den benediktinske klosterorden. Cluniacenserne er opkaldt efter klostret Cluny, som fra sin stiftelse i 909 var direkte underlagt paven og dermed beskyttet mod overgreb fra lensherrer og biskopper. Kirken forsøgte i 1000- og 1100-t. at frigøre sig fra verdslig indflydelse, og i takt hermed reformerede, overtog eller stiftede Clunys abbeder en lang række klostre, som alle blev underlagt Cluny. Herved opstod den cluniacensiske kongregation, som omkring år 1100 omfattede flere end 1000 klostre og fik stor politisk og religiøs indflydelse. Cluniacenserne søgte at videreføre Benedikt fra Anianes bestræbelser på at organisere det monastiske liv efter Benedikt fra Nursias regel fra 500-t. En afvigelse fra Benediktinerreglen var dog deres prioritering af liturgien på bekostning af manuelt arbejde. Størstedelen af munkenes tid gik med salmesang og bøn og især tilbedelse af Maria og korset, ligesom forbønner for levende og døde spillede en betydelig rolle. Fra midten af 1100-t. overtog cistercienserne cluniacensernes dominerende rolle, og det gik trods gentagne reformforsøg stadig tilbage for cluniacenserne, indtil de i 1790 under Den Franske Revolution blev opløst. Blandt deres klostre i Norden kan nævnes Allehelgenkloster ved Lund (ca. 1100) og Voer Kloster ved Skanderborg (ca. 1160).

Cluniacensernes kirke- og klosterbyggeri omfatter dels de tre på hinanden følgende kirker i Cluny, den første fra begyndelsen af 900-t., dels de kirker i Vesteuropa, som blev opført under inspiration fra Cluny. Fælles for denne kronologisk og geografisk vidtspændende gruppe er den rige udformning af bygningerne med mange tårne, koromgang med kapeller og en overdådig skulpturudsmykning. Karakteristisk er endvidere brugen af tøndehvælv. Hovedværket var den vældige tredje kirke i Cluny (1088-ca. 1130). Fine eksempler på cluniacensernes arkitektur er bevaret i Vézelay og Moissac i Frankrig.