benediktinere

Benediktinere, munkesamfund, som lever efter Benediktinerreglen. Deres mål var og er "at bede og arbejde", således at gudstjenestelivet bestandigt måtte have første prioritet. Samtidig var det idealet, at klostrene skulle være uafhængige og selvstændige økonomiske enheder.

Benediktinerreglen fra 540'erne blev skabt af Benedikt fra Nursia for munkene i Montecassino i Italien, men snart blev den taget i brug i talrige klostre sammen med lokale "sædvaner"; først fra omkring 800 blev reglen enerådende for de følgende ca. 300 år. Samtidig blev klostrene skoler for Frankerrigets administratorer og forvaltere af klassisk viden, især latinkundskaber og teologi; de blev hjemsted for systematisk bogfremstilling, ligesom de var store lensbesiddere og ofte foregangsmænd inden for landbruget.

Organisatorisk var klostrene selvstændige under en enerådende abbed; først med reformbevægelsen i klosteret Cluny i begyndelsen af 900-t. blev nygrundlæggelser underlagt et moderkloster i et efterhånden Europaomspændende net af klostre, der også politisk fik stor betydning. Klostrene sluttede sig sammen i familier, kongregationer, der blev benævnt efter et førende kloster; fra 1000-t. fx Vallombrosa i Italien, i 1400-t. Melk i Østrig, i nyere tid fx Solesmes og Subiaco i hhv. Frankrig og Italien.

Fra slutningen af 1000-t. blev benediktinerne kritiseret for deres åbenbare rigdom, og augustinere og cisterciensere vandt frem med strenge krav om enkelhed. Som modtræk blev mange benediktinerklostre reformeret og disciplineret, dog med bibeholdelse af en stadig prægtigere liturgi. Fra 1200-t.s begyndelse fik benediktinerne skarp konkurrence fra de nye tiggermunkeordener.

Benediktinske nonneklostre fører sig selv tilbage til Benedikts søster Scholastica og optog oprindelig kun adelige kvinder. For nogle har klosterlivet været et alternativ til et almindeligt verdsligt liv i ægteskab, og der udvikledes i klostrene et rigt mystisk, spirituelt liv som fx hos Hildegard af Bingen.

Benediktinernes mission var tidligt vidt udbredt både i allerede kristne områder som England og Irland, der gennem den knyttedes fastere til Rom, og i kristendommens yderområder som Danmark. Ansgar, der kom til Danmark som missionær i 826, var benediktiner, og domkapitlet i Odense, som var tilknyttet kulten for Knud 4. den Hellige, blev før 1100 besat med benediktinere fra England. Desuden fandtes klosterordenen i bl.a. Lund, Seem, Essenbæk, Ringsted og Næstved.

I 1500-t. blev næsten alle benediktinerklostre i Nordeuropa nedlagt. I 1600-t. skabtes nye reformbevægelser i Frankrig, bl.a. mauristerne, men først fra 1800-t. blev benediktinerne igen udbredt i stort tal, nu også i Nord- og Sydamerika. Først i 1893 fik de et fælles overhoved, en abbedprimas, med sæde i Rom.