Ørkenfædre, kristne eneboere i 200-400-t., som brød med datidens bybaserede kristendom og isolerede sig i den egyptiske og syriske ørken. De blev åndelige vejledere for disciple, som strømmede til, og dermed grundlæggere af det kristne munkevæsen. Beretninger om ørkenfædrenes liv og lære blev særdeles udbredte gennem hele middelalderen og dannede mønster for senere eneboere og munke.