Matsuri ved Senso-ji
Matsuri ved Senso-ji, også kaldet Asakusa Kannon templet, i Tokyo. Mikoshi bæres frem.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Matsuri er japanske folkelige ceremonier med rod i shinto-religionen, men også japansk buddhisme anvender begrebet, for eksempel Hana Matsuri om fejringen af Buddhas fødselsdag den 8. april. Ordet oversættes ofte løseligt til ”religiøs festival”, hvor det ”religiøse” angår et møde mellem guder og mennesker, hvor forholdet bekræftes og fornys, og ”festival” fordi matsuri skaber et fællesskab mellem deltagerne.

Faktaboks

Etymologi

Japansk matsuri er forbundet med verbet matsuru 'at guddommeliggøre som kami, at dyrke og ære'. Det ældgamle matsuri-goto kombinerer 'regering' og 'ceremoniel højtid'.

En klassisk matsuri består af tre dele: nedkaldelsen af shintoguddomme, guddommenes (kami) ophold i såkaldte shintai (”gudernes krop”) og til sidst deres hjemsendelse. Under ceremonierne udføres bøn og ofringer for gudernes hjælp til lokalsamfundet. Shintai, ofte et spejl, bæres rundt i skrin (mikoshi) eller kultvogne (dashi) for til sidst at ende i shintohelligdommen. Atmosfæren er oftest løssluppen.

Traditionelt finder matsuri sted ved kritiske faser i landbrugsåret: ved såning i foråret, ved sommerens tørkeperioder og ved efterårshøsten. I vore dage kan den religiøse baggrund fortone sig og festen blive ren underholdning med kappestrid mellem unge mennesker fra forskellige bydele.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig