Sukkot, den jødiske løvhyttefest, som fejres om efteråret i taknemmelighed over vinhøsten. Den skal tillige minde om de hytter, som israelitterne boede i under vandringen i ørkenen (3.Mos. 23,39-43); ifølge Torah er det påbudt at bo i hytter i de syv dage, festen varer. Hytten, sukkah, opføres med et tag af løv og planter fra naturen. Oprindelig både spiste og sov man i hytten, men nu holder man kun måltid der og det kun, hvis det ikke regner. I fejringen indgår også fire plantearter, se lulav. På sukkots sidste dag fejres simhat torah.