Zions Vises Protokoller er en antisemitisk forfalskning, som udgiver sig for at stamme fra en række møder afholdt af jøder og frimurere i Basel i 1897 samtidig med 1. zionistkongres. Ifølge protokollerne stræber jøderne efter verdensherredømmet ved at fremme opløsende kræfter og underminere den kristne civilisation med liberalisme og socialisme.

Protokollernes tilblivelse tilskrives én af det russiske sikkerhedspolitis agenter i Paris; det primære forlæg var en satirisk pamflet, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hensigten var at få kejser Nikolaj 2. til at intensivere kampen mod radikale jødiske elementer i Rusland. Protokollerne blev offentliggjort i 1903 og vandt udbredelse i Vesteuropa og USA efter Oktoberrevolutionen i 1917. Jødiske revolutionæres tilknytning til Lenin blev af antisemitiske kredse udlagt som bevis for protokollernes autenticitet.

Falskneriet blev afsløret i 1921, men Hitler og andre førende nazister var overbevist om, at protokollerne var ægte, og brugte dem i den antisemitiske propaganda, der i Tyskland og tyskbesatte områder banede vejen for holocaust. Protokollerne indgik også i den sovjetiske kampagne mod såkaldte kosmopolitiske elementer, dvs. jøder, i Sovjetunionen og andre østbloklande, og de har vundet stor udbredelse i den arabiske verden som led i kampen mod zionismen og Israel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig