kabaen

Kabaen er den islamiske centralhelligdom midt i den store moskés gård i Mekka. Kabaen er en næsten kubisk bygning af tilhugne natursten, 10-12 m på hver side, ca. 15 m høj og orienteret således, at de fire hjørner vender mod hver sit verdenshjørne. Kabaen er mål for hajj og angiver bederetningen for muslimer over hele verden.

I østhjørnet i ca. 1¹/₂ m højde er 'den sorte sten' (al-hajar al-aswad) indmuret, indfældet i en sølvramme. Stenen er formentlig af basalt, og den er slidt blank af talrige pilgrimmes berøring og kys. En højtsiddende dør på nordøstsiden fører ind til kabaens indre rum, som er tomt bortset fra nogle guld- og sølvlamper samt tre træsøjler, som bærer det flade tag. Gulvet er belagt med marmorfliser. Kabaen er overdækket af et sort brokadetæppe (kiswa) med et bånd af koranindskrift i guldtråd. Det fornys hvert år.

Ifølge Koranen blev kabaen bygget af Ibrahim (Abraham) og hans søn Ismail (Ismael). De tidlige muslimske historikere beretter, at selv om kabaen oprindeligt var viet til den ene gud, havde den i mange generationer før Muhammeds tid været indrettet som et tempel for de afguder, som folk i Mekka var kommet til at tro på. I kabaens indre var der opstillet statuer af disse afguder (Hubal, Manat, Uzza mfl.), som folk tilbad og valfartede til. Men da Muhammed i 629 erobrede byen, rensede han kabaen for gudebilleder og gjorde den til islams centrum, Guds hus (bayt Allah), bederetning (qibla, allerede fra 624) for alle muslimer over hele verden. Derfor er moskéer bygget med en niche i den væg, der vender imod kabaen, ligesom kabaen har været et yndet motiv i islamisk kunst.

Kabaen er i centrum i en del af ritualerne ved den årlige pilgrimsfærd (hajj). Her går pilgrimmene syv gange rundt om kabaen (tawaf) og vandrer derpå mellem to små høje, Safa og Marwa. Disse ritualer skal også udføres på valfarter i resten af året (umra).