Orficisme er en moderne betegnelse for religiøse bevægelser i oldtidens Grækenland med en særlig mytekreds, hvori Dionysos' død og genopstandelse viste den troende vej til et liv efter døden gennem en indvielse og et helligt levned.

Faktaboks

Etymologi
Ordet orficisme kommer af græsk orfikos 'som hører til Orfeus' og -isme
Også kendt som

Også kendt som orfikerne

Orfikerne, som omtales tidligt i 400-tallet f.v.t., blev allerede da opfattet som én blandt flere grupper af mystikere; det fremgår fx af Herodots omtale af nogle egyptiske mysterier, hvor "de såkaldt orfiske og bacchiske ritualer" sidestilles med "de egyptiske og pythagoræiske".

Moderne forskning var længe optaget af en definition af "den orfiske religion"s egenart, og nogle har opfattet Orfeus som en historisk person og er gået så vidt som til at kalde ham den største religiøse reformator i Grækenland.

I dag betvivler mange, at der nogensinde har eksisteret en egentlig orfisk religion eller et samlet teologisk system, og beskæftiger sig i stedet med den orfiske litteratur og de øvrige kilders beskrivelser af orfikernes virke.

Kilder

De skriftlige kilder til orficismen findes dels spredt hos de klassiske forfattere, dels i 87 hellenistiske hymner til forskellige guder og himmellegemer samt i en omfattende pseudepigrafisk litteratur tilskrevet Orfeus, hvis rejse til underverdenen gav ham særlige forudsætninger for at vejlede mennesket.

Nogle orfiske bøger tilskrives desuden Pythagoras og viser de nærmest uløselige problemer, der er forbundet med begrebet "orfisk". Mere håndgribelige er de gyldne blade, gravfund fra Syditalien og Kreta, som består af tynde guldstykker formet som blade og med indgraverede bønner eller anvisninger, som den døde har brug for i Hades.

Organisation

Der er ingen spor af en kultisk organisation. Kernen i den orfiske bevægelse synes, i hvert fald i klassisk tid, at have været omvandrende (tigger)præster, som Platon og Theofrast kalder gemene svindlere. Ved hjælp af hellige bøger foretog præsterne renselser eller indvielser, teletai, af enkeltindivider, slægter eller hele byer, men orfikerne havde hverken særlige kultsteder eller egentlige menigheder, selvom man kender orfiske grupper fra hellenistisk tid.

Til gengæld optræder Orfeus selv ofte i klassisk litteratur som eksempel på renhed og selvopofrelse, og de orfiske bøgers udbredelse er et tydeligt bevis på bevægelsens nære forbindelse med andre former for Dionysosmysterier (bacchanalier).

Bøgerne, som ikke må forveksles med egentlige kanoniske skrifter, var allerede på Platons tid et særkende for tiggerpræsterne, og den skriftfikserede lære er i virkeligheden det eneste, man med sikkerhed ved om orfikerne.

Skabelsesmyte og menneskesyn

Den orfiske litteratur omfatter skabelsesmyter med mange formelle fællestræk med Hesiods Theogoni og er indbyrdes stærkt divergerende. Det ældste brudstykke findes i Aristofanes' komedie Fuglene (opført 414 f.v.t.); den følgende kosmogoni i to faser findes i de såkaldte Rhapsodier fra ca. 100 f.v.t.: Chronos (Tid) skabte først Det Ene, repræsenteret i et sølvæg.

Ud af dette kom det tvekønnede væsen Fanes (Synlig), også kaldet Protogonos (Førstfødt), Dionysos eller Eros. Sammen med Natten fødte Fanes Uranos og Gaia, og herefter følger den almindelige græske successionsmyte indtil Zeus' magtovertagelse; dette kaldes guldalderen.

Ifølge den orfiske myte indledte Zeus den nuværende tidsalder med at sluge Fanes og voldtage sin datter Persefone, som (gen)fødte Dionysos. Af jalousi lod Hera de øvrige guder dræbe og spiste den unge gud (kun hjertet overlevede), og som hævn brændte Zeus titanerne med sin tordenkile.

Ud af asken, som både indeholdt de onde titaner og den gode Dionysos, opstod mennesket, og herved kunne menneskets dualistiske natur forklares. Af Dionysos' hjerte skabte Zeus nu den nye Dionysos, som fødtes for anden (eller tredje) gang af Semele.

Dionysos kan derfor hjælpe mennesket med at befri sig fra sin titaniske arv. Denne opfattelse af Dionysos som individets frelser ligger langt fra den klassiske bystats opfattelse af vinens og ekstasens gud og svarer til andre strømninger i hellenistisk tid (se mysteriereligioner).

Forestillinger om livet efter døden

Det er stærkt omdebatteret, hvilke forestillinger den orfiske litteratur gjorde sig om livet efter døden. Pindars formaninger om straf i dødsriget, Polygnotos' maleri af livet i underverdenen og Platons beretninger om nærdødsoplevelser i Hades (sidst i Staten og i Gorgias) kaldes ofte "orfisk farvede" og har da også det fælles træk, at mennesket efter døden stilles for en eller flere dommere, der vurderer dets handlinger og afsiger en dom om en soning svarende til menneskets brud på de guddommelige regler.

Der er ingen tvivl om, at denne tanke indgik i den orfiske forestillingsverden; den genfindes i mange græske myter, bl.a. i Odysseus' besøg i Hades, og er formentlig en vidt udbredt forestilling, som grækerne meget vel kan have overtaget fra persisk religion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig